Nyhed

Midtfyns Festival afslører dansk stjernesangskriver til årets plakat

Med et spritnyt album på vej er den anerkendte sanger og sangskriver klar til at indtage festivalen til september.

Midtfyns Festival har netop afsløret, at den danske sanger og sangskriver Peter Sommer gæster den fynske festival til september. Musikerens seneste udspil er singlerne "Broerne i Paris" og "Svanejagten", der begge er forløbere til Sommers kommende album Verdens volume, som udkommer den 14. marts.

Læs også: Peter Sommer udvider sin kommende turné

Sune Vesterlund, som er en af de to festivalledere, er stolt over at kunne tilføje Peter Sommer til årets plakat:


"Vi er stolte af at kunne præsentere Peter Sommer og vores gæster kan for første gang i flere år opleve nye sange side om side med de største hits fra Peter Sommers 20 år lange solokarriere," fortæller han i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Publikum kan forvente en koncert, der både omfavner, udfordrer og inviterer til dans. Peter Sommer passer godt til vores musikprofil med danske kunstnere, som leverer godt håndlavet musik og som har noget på hjertet," fortæller festivallederen.

Peter Sommer var på plakaten i 2020, hvor festivalen måtte aflyse grundet corona. Musikbooker, Brian Lund, fortæller i pressemeddelelsen, at der er flere offentliggørelser på vej i den kommende tid: 


"Vi mangler stadig at offentliggøre syv bands og dertil nogle af de andre oplevelser, som gør Midtfyns Festival speciel, blandt andet vores koncepter Diabat og Lydtæt og derudover dj’s og stand-up," fortæller han. 

Læs også: Peter Sommer og Mads DK mødes på ny single

I forbindelse med albumudgivelsen drager Peter Sommer i marts på turné rundt i landet, hvor han besøger en række danske byer, herunder Odense, Aalborg, Aarhus og København. På scenen vil Sommer få selskab af et til lejligheden skræddersyede band, bestående af Palle Hjorth, Selina Gin, Anders Bach, Lars Skjærbæk, Søren Zahle og Jacob Haubjerg. 


Midtfyns Festival finder sted den 5. til 6. september i Ringe, og du kan købe din billet her

Du kan lytte til Peter Sommers nyeste udspil "Svanejagten" her. 

LÆS OGSÅ: Skanderborgs stolte søn sejrede – og sendte særlige hilsner til fire personer i publikum

ANNONCE