Nyhed

Neo-soul-pioner har nyt album på vej

Musikeren arbejder i øjeblikket på sit første studiealbum i 15 år.

Den amerikanske sanger og sangskriver Erykah Badu meddeler i et interview med Billboard, at hun den sidste tid har arbejdet hårdt i studiet. Her har hun været ved at indspille det, der skal blive hendes første studiealbum i 15 år.

Læs også: Ugens hitlisteopdatering

Albummet bliver produceret af den kritikerroste producer The Alchemist, der før har arbejdet med nævneværdige artister som Kendrick Lamar, Nas, Snoop Dogg og Ghostface Killah.


Selvom albummet endnu ikke er færdigt, og hverken har titel eller udgivelsesdato endnu, så fortæller Badu til Billboard, at det ”tager det meste af hendes tid”, samt at hun ”ikke kan vente” til, at det står klar.

Det sidste studiealbum Erykah Badu sendte ud var New Amerykah Part Two: Return of The Ankh, der udkom i 2010. I interviewet med Billboard fortæller hun, hvorfor der er gået så lang tid mellem albummene: ”Jeg har været på turné otte måneder om året gennem de sidste 25 år. Det er det, jeg gør. Jeg er en performance-artist. Jeg er ikke en recording-artist. Min baggrund er i teateret.”

Hertil tilføjer hun: ”Det er følelsen af en instinktiv reaktion mellem dig og publikum og en øjeblikkelig følelse. Det moment, hvor man bliver en samlet levende og åndende organisme med mennesker. Det er det, jeg lever for. Det er min terapi. Lige så vel som det er deres. Vi er i det sammen. Og jeg kan godt lide idéen om, at netop det øjeblik kun indfinder sig denne ene gang.”


I starten af april optræder Erykah Badu også blandt et udvalg af rap- og r&b-legender til J. Coles sidste Dreamville Festival. Udover Badu optræder blandt andre Lil Wayne, SZA, Ludacris og J. Cole selv. 

Hvis du ikke lige har muligheden for flyve til North Carolina og høre Badu live, så kan du søge tilbage i hendes kartotek, mens du venter.

Da Badu udkom med New Amerykah Part Two: Return of The Ankh kvitterede GAFFAS anmelder med hele fem stjerner og ordene: "Albummet kan sagtens klare flere gennemlytninger, og så kan man jo bare trykke repeat, inden det syrer helt ud hen imod slutningen."


Du kan give det anmelderroste album et lyt her:

ANNONCE