Nyhed

Nibe Festival afslører programmet på Grøn Scene

Hele ni nye navne er blevet tilføjet til plakaten.

I dag har Nibe Festival afsløret line-uppet for Grøn Scene, som ligger ved Camp Øst. Scenen er kendt som et samlingspunkt for pop, hiphop og EDM. Dagens annonceringer er Skinz, Berg, Pattesutter, Zuloo, Kryd, Jakob Aksglæde, Lars, Gmg og Louis Jarto.

Læs også: Nibe Festival udvider programmet med fremadstormende navne og dansk legende

Blandt de nye navne finder man Skinz, som er kendt for singler som "Malibu" og "Jeg har en pige". I februar udgav han singlen "For mig selv", som er lavet i samarbejde med Jimilian. Nummeret er en opdateret version af Burhan G's klassiker "Jeg vil ha' dig for mig selv" fra 2010. Skinz er desuden aktuel i TV2-serien Spillet, hvor han debuterer som realitystjerne. Ifølge pressemeddelelsen åbner han festivalen på Grøn Scene tirsdag aften. 


Derudover kan festivalgængerne opleve 25-årige Alberte, der går under kunstnernavnet Berg. Den 7. februar udgav hun singlen "Koldblodet killer", der eksploderede på hitlisterne og gik fra Spotifys top 50 til top 10 – helt uden et pladeselskab i ryggen. I 2024 var hun finalist i KarriereKanonen i DR’s Koncertsal, og siden har hun arbejdet på ny musik og udviklet sin lyd. I denne uge er hun Ugens nye navn hos GAFFA, og ifølge festivalen er hun "et klart bevis på den nye bølge af talentfulde danske sangerinder." 

Festivalgængerne kan også opleve danske Zuloo, som, ifølge pressemeddelelsen, beskrives som "et af de mest lovende danske urbannavne." Efter at have ramt nummer ét på Spotify med  singlen "Sikke en type" og nået over 1,5 millioner streams på blot tre uger fulgte 21-årige Zuloo op med sin nye single "Check", som udkom den 7. marts. I den forbindelse var han Ugens nye navn hos GAFFA, hvor han fortalte om den nye single

Læs også: Ung rapkomet følger op på nummer ét-single


Derudover vender Pattesutter tilbage til Grøn Scene. Han fik sit store gennembrud i 2018 med hittet "Technopik", og ifølge festivalen leverer Pattesutter "fest, energi og grænseoverskridende lyrik." Hans seneste udspil "Jeg havde en ven" udkom den 7. marts, og festivalen spår, at stemningen bliver høj, når Pattesutter indtager Grøn Scene. 

Sidst, men ikke mindst, kan festivalgængerne opleve Kryd, når de indtager Grøn Scene. Kryds fængende popmelodier gav dem fire stjerner af GAFFAs anmelder, da de sidste år spillede på Den Lille Fede-scenen på Nibe Festival. En koncert, der blev beskrevet som "45 minutters musikalsk gåsehud."

Derudover kan festivalgængerne opleve Balkan x Emil Wigan, som tidligere er blevet annonceret. I dagens annoncering afslører festivalen, at de også indtager Grøn Scene. 


Festivalen oplyser desuden, at Grøn Scene afholder en række temafester, leveret af mobildiskoteket Foxybeat. Her vil forskellige dj's fyre op for festen. 

Nibe Festival bliver afholdt den 2. til 5. juli 2025. Festivalen meddeler, at der er udsolgt på partoutbilletter og lørdagsbilletter. Det er stadig muligt at sikre sig en dagsbillet til en af de andre dage. Læs mere om festivalprogrammet og find billetter her.

LÆS OGSÅ: Nibe Festival tilføjer australsk verdensstjerne som hovednavn

ANNONCE