"Vi skal have mere ægte nærvær med hinanden," lyder det fra musikeren.
Den danske musiker Shaka Loveless har udgivet sin nye single "Sjakaler" i dag den 7. marts. Med sangen giver musikeren en vigtig påmindelse om at finde balancen i en travl hverdag og være mere nærværende i vores relationer.
Læs også: VIDEOPREMIERE: Shaka Loveless har det vildt
"Når man ikke har overskud, har man ikke noget at give, og så kommer man til at tage, men det er vigtigt, at der også er nogle, der giver, og at vi er der for hinanden. 'Sjakaler' blev til på et værtshus, hvor linjen 'hvem betaler i et rum fuld af sjakaler?' opstod. Det blev billedet på pressede folk uden overskud," fortæller Shaka Loveless i en pressemeddelelse.
"Sjakaler" er produceret af Fredrik og Fridolin Nordsø og præsenterer et dynamisk univers, der udforsker kontrasten mellem den mørke tekst og den lyse lyd, båret af energiske trommer. Shaka Loveless håber, at sangen kan bidrage til refleksion og skabe mere nærvær, når vi er sammen med andre:
"Jeg håber, at folk både mærker nummeret og føler sig opmuntret, men samtidig ønsker jeg også, at det giver anledning til eftertanke om, hvordan vi behandler hinanden i vores samfund," fortæller musikeren og fortsætter:
"Vi lever i en verden, hvor alle lægger sig ud på sociale medier. På en måde har verden aldrig været mindre, men alligevel tror jeg aldrig, at der har været så mange, der føler sig alene. Vi skal have mere ægte nærvær med hinanden. Det er vigtigt, at vi føler os set."
Læs også: Danske musikstjerner drager ud i det danske land med morgensangskorpset
Shaka Loveless har gennem de sidste mange år været en af de mest succesfulde artister på den danske musikscene. Han står bag hits som "Tomgang" og "Ikke Mere Tid" og er gennem det seneste årti blevet streamet over 100 millioner gange. Shaka Loveless har tidligere været forsanger i det danske r&b-hiphop band The Gypsies og musiker i indierock-gruppen Are We Brothers?
Han brød igennem som solokunstner med albummet Shaka Loveless fra 2012 og har sidenhen udgivet fire album. Det seneste udspil, Ikke flere helte (2023), modtog fem stjerner af GAFFAs anmelder, der beskrev det som "et album, der får solen frem på selv den mest grå dag i marts."
Shaka Loveless kan opleves til sommer, når han spiller på Wonderfestiwall. Desuden er han en del af det danske morgensangskorps, der drager ud i landet, anført af Philip Faber, for at vække sangglæden til live på landets skoler.
Du kan lytte til "Sjakaler" her: