Sangen er et samarbejde med en dansk reggaepopgruppe, men har endnu ikke set dagens lys trods sine mange år på bagen – men det vil snart ændre sig.
Efter aftale med Johnny Madsens efterladte udgiver Danser med Drenge posthumt sangen "Dilli's bar", som er skrevet af den afdøde poet og indspillet sammen i Madsens atelier på Fanø, inden han blev syg. Her forener multikunstnerens karakteristiske lyd sig med Danser med Drenges reggaearrangement.
Læs også: Danser med Drenge udsender hyldestsingle til deres afdøde guitarist
I en video delt på Facebook omtaler Ida Ambrose og Klaus Kjellerup singlen som gruppens "hemmelige bonustrack," der vil indgå på deres kommende album Sange til de levende og de døde, som udkommer den 4. april 2025.
"Johnny ville have, at Danser med Drenge skulle lave reggaeudgaver af nogle af hans sange," udtaler Kjellerup i videoen og forklarer, at "Dilli's bar" var et eksempel på dette samarbejde, som de inden Madsens bortgang aftalte skulle udkomme.
Den nye single, skabt i et samarbejde mellem Johnny Madsen og Danser med Drenge, blev oprindeligt skrevet i 2019, inden Ambrose blev optaget i bandet, men den får først "verdenspremiere", når Sange til de levende og de døde udgives fredag i næste uge.
I den delte video sender Danser med Drenge-medlemmet et nostalgisk nik mod den afdøde musiker med ordene: "Johnnys stemme, han var fantastisk altså. Hvor var han en skøn mand," fremhæver han og fortæller en finurlig anekdote:
"Jeg husker, at han (Johnny Madsen, red.) engang ringede til mig og sagde: 'Klaus, det er vel ikke dig der har spredt de der ondsindede rygter om, at jeg er holdt op med at drikke?'", griner Kjellerup.
Hør en smagsprøve på singlen nedenfor, hvor de to bandmedlemmer også fortæller om udgivelsen. Artiklen fortsætter efter opslaget.
For nylig udsendte reggae-trioen singlen "Det ku du da ikke være bekendt" som en hyldest til Danser med Drenge-guitarist Steffen Qwist, der sidste år gik bort i en alder af 59 år.
Som albumtitlen Sange til de levende og de døde antyder, vil den kommende udgivelse sende kærlige tanker til savnede venner, heriblandt Steffen Qwist og Johnny Madsen.
LÆS OGSÅ: Klaus Kjellerup lægger sig ikke fladt ned, men slår igen