144Hz udgav i februar “Blive ligesom dig”. I dag har GAFFA premiere på en eksklusiv livesession af nummeret.
I februar sparkede 144Hz deres 2025 i gang med udgivelsen af "Blive ligesom dig" - en sang, der ifølge bandet selv udforsker paradokset i at beundre nogen så meget, at man ender med at ville være dem. I dag kan nummeret opleves i en eksklusiv livesession, der har premiere hos GAFFA.
Læs også: 10 skarpe til 144Hz
Den nye livesession giver fans mulighed for at opleve sangen i et intimt og autentisk format, der fremhæver bandets musikalske dybde og energi. 144Hz, bestående af Kasper Juul-Jantzen på vokal, Marcus Strøm-Hansen på keyboard, Albert Lund Kuhlmann på guitar, Asger Thede Jensen på bas og August Homburg på trommer, har siden deres debut i 2023 markeret sig som et frisk pust på den danske musikscene. Deres lyd er karakteriseret ved en legende tilgang, hvor de ubesværet blander storladenhed med en ironisk undertone. Dette blev tydeligt allerede ved deres debut-single "Ari (han er grov)" fra 2023, hvor de hyldede filminstruktøren Ari Aster og hans kultfilm.
I et tidligere interview med GAFFA har bandet udtalt, at de ønsker at udfordre og omdefinere, hvad et boyband kan være i 2025. De stræber efter at skabe musik, der både er episk og legende, med et mantra om, at musikken skal være storladent uden at blive højtideligt, og satirisk uden at blive åndssvagt: “Det handler meget om at finde en udefinérbar balance i musikken. Den skal være poppet uden at være poleret, energisk uden at føles forceret, eksperimenterende, men til at forstå”, udtaler bandet.
Læs også: Magtdemonstration i sin grundform
Med den nye livesession demonstrerer 144Hz nogle andre facetter af deres lyd og interne dynamikker som band. Setuppet er intimt, men samtidig præget af en rå nerve, hvor musikkens intensitet træder tydeligt frem. Hver nuance i instrumenteringen får plads til at udfolde sig, mens den organiske energi i liveformatet skaber en nærværende og autentisk oplevelse.
Hør og se premieren på 144Hz’ livesession af "Blive ligesom dig" her:
LÆS OGSÅ: Her er soundtracket til din weekend