Nyhed

Prisvindende musiker sætter lyd til DR's nye dramaserie om dybe familiehemmeligheder

Serien har premiere i april og udforsker, hvordan generationer i en familie påvirker hinanden.

I april får DR's nye dramaserie Generationer premiere. Serien kan ses fredag den 11. april på DRTV og søndag den 13. april på DR1. Den danske musiker Kira Skov har i samarbejde med Silas Tinglef skabt det stemningsfulde score til Generationer, der ifølge pressemeddelelsen "balancerer mellem skrøbelighed og styrke – og som understøtter seriens fortælling med nærvær og dybde." 

Læs også: Kira Skov spiller koncert i Store Vega

Generationer er en serie om familiehemmeligheder. Om den nye serie fortæller DR i en pressemeddelelsen: "Serien åbner med fundet af et mumificeret spædbarnslig i en ejendom på Frederiksberg. I samme bygning bor den 87-årige Martha, som til stor undren for familie og omgivelser påstår, at det er hende, der har dræbt barnet. Generationer er en historie om, hvordan familier påvirker hinanden - uanset om vi ønsker det eller ej." 


Bag serien står Anna Emma Haudal, som er kendt fra DR3-serien Doggystyle. Da Haudal kontaktede Kira Skov, føltes det næsten, som om det stod skrevet i stjernerne. Skov var nemlig allerede dybt optaget af at udforske sin egen opvækst og historie. Familierelationer havde i årevis fascineret hende - både det, der bliver sagt, og det, der ofte forbliver usagt. Til sidst begyndte disse fortællinger, sammen med alt det, der går i arv fra generation til generation, at trænge sig på og blive til sange. 

"Det var jo et vildt tilfælde, at vi arbejdede med samme tema om generationer, og hvordan vi ser hinanden igennem dem. Det var et samarbejde, som var meant to be. Det frisatte energi for mig, og jeg gik videre med at skrive de sange, som nu er blevet et helt album, der udkommer når serien har haft sin premiere," fortæller Kira Skov i pressemeddelelsen. 

Læs også: Kira Skov: "Det er ikke kønt, når du bliver ældre - hverken for en kvinde eller en pige"


Det kommende album har titlen What Ties Us Together - Will Keep Us Apart og udkommer den 16. maj. Kira Skov har indtil videre udgivet singlerne "Only The Dream" og "It Ain't Pretty" fra albummet. Sidstnævnte udkom som optakt til kvindernes kampdag og sætter fokus på ageism set fra en kvindes perspektiv. 

Generationer får premiere på DRTV den 11. april klokken 18 og på DR1 søndag den 13. april klokken 20. På rollelisten ses blandt andre skuespillerne Ulla Henningsen, Anette Støvelbæk, Rikke Eberhardt Isen, Alice Bier Zandén, Jan Linnebjerg, Simon Sears og Albert Arthur Amiryan. 

Du kan lytte til "It Ain't Pretty" her: 


LÆS OGSÅ: Denne sang har betydet noget særligt for Kira Skov i år

ANNONCE