Nyhed

R. Kelly hævder at have skrevet 25 album bag tremmer

Den fængslede r&b-sanger fortalte i en podcast, at han fortsat skriver musik.

BEMÆRK: Denne artiklen omhandler seksuelle overgreb. Har du været udsat for voldtægt – eller er du i tvivl, om det er det, der er sket? Du kan ringe anonymt døgnet rundt til Lev Uden Vold-hotlinen på tlf. 1888.

Den tidligere r&b-stjerne R. Kelly hævder at have skrevet "omkring 25 album", siden han begyndte at afsone sin 30-årige fængselsdom for menneskehandel og afpresning i 2022. Det fremgik af en telefonsamtale med podcasten Inmate Tea With A&P, hvor han for første gang i længere tid brød tavsheden om sin tilværelse bag tremmer.

Læs også: Dommen er stadfæstet: R. Kelly skal fortsat sidde bag lås og slå


Podcastens værter omtalte den 58-årige sanger, hvis fulde navn er Robert Sylvester Kelly, som "r&b-kongen" under et opkald foretaget fra en overvåget fængselstelefon, som Billboard tidligere har berettet om.

På spørgsmålet om hvorvidt han stadig arbejder med musik, svarede R. Kelly, at han ser sin sangstemme som "en smuk sygdom, der ikke kan kureres" og tilføjede: "Det kommer ikke til at ske, jeg stopper ikke med at synge." Han hævdede, at han har skrevet 25 album under sin afsoning, men det er uvist, om materialet nogensinde vil blive udgivet.

Ifølge Billboard ønsker R.Kelly at genoptage sin musikkarriere, men har samtidig fokus på at forsøge at blive løsladt. "Jeg arbejder på at komme ud af fængslet, så jeg kan vende tilbage til det, Gud har givet mig – mit talent," sagde han i podcasten.


Dommen mod R. Kelly blev stadfæstet af den føderale appeldomstol på Manhattan onsdag den 12. februar 2025, og R. Kelly sidder fortsat fængslet for sexhandel og afpresning. Hvis han afsoner sin fulde straf, vil han først blive løsladt i 2052, hvor han vil være over 80 år gammel.

LÆS OGSÅ: Højesteret konkluderer: Byretten måtte gerne offentliggøre Martin Brygmanns navn

ANNONCE