Nyhed

Region afsætter millioner: Kulturen skal tættere på sundhedsvæsnet

Snart får endnu flere midtjydere kulturoplevelser som en del af deres sundhedsfremmende doser

Region Midtjylland åbner for deres største pulje nogensinde til kulturtilbud, der skal fremme danskernes sundhed. Der er afsat i alt 8 millioner kroner, som uddeles i løbet af dette år, og regionen har en forhåbning om, at indsatsen kan udbredes til resten af landet. Anders Kühnau (S), regionsrådsformand i Region Midtjylland, udtaler nemlig i en pressemeddelelse, at man i forvejen har gode erfaringer med at integrere kulturoplevelser i sundhedsvæsnet:

"Vi har oplevet en enorm succes med vores mangeårige satsning på sundhed og kultur, som er underbygget af solid forskning og har opbakning både fra borgere og sundhedspersonale. Vi får i disse år markant større viden om nye veje til mental trivsel og sundhed, og her har kulturlivet særligt vist sig at være en hjælp i vores sundhedsvæsen. Nu skal vi sikre, at det kan fortsætte i fremtiden, og jeg håber, vi kan hjælpe med at udbrede det til hele landet."

Læs også: Midtjysk korprojekt bygger bro til fødegangen og får international opmærksomhed

Der har i længere tid været tale om værdien af kultur- og sundhedsfeltet på baggrund af forskellige resultater, der viser, hvordan kultur har en positiv indvirkning på befolkningen. Tidligere har man blandt andet kunnet læse, hvordan musik som medicin har en positiv indvirkning på forskellige patienter på tværs af lidelser. Samme tema blev derudover afdækket i DR-dokumentaren Demenskoret i 2024.

Projekter, der kunne tænke sig at få en bid af puljen, kan søge om forhåndsgodkendelse den 5. maj, mens den endelige ansøgningsfrist er den 6. maj. Man skal søge om minimum 1 millioner kroner, og puljen henvender sig til allerede eksisterende projekter, der har brug for et økonomisk skub på vejen for at kunne udvikle og udbrede sig yderligere til hele regionen.

Læs også: Hvis jeg var kulturminister: "Lad os opruste – nu"

Region Midtjylland arbejder i forvejen på den første regionale politik for sundhed og kultur, der skal sætte retningen for sundhedsvæsnets samarbejde med kultursektoren i fremtiden. Formand for regionens Udvalg for Regional Udvikling, Bent B. Graversen (V), udtaler i en pressemeddelelse, at kulturen er et billigt initiativ, der kan have en stor virkning for mennesker, der er i kontakt med sundhedsvæsnet: 

"Man kan sige, at vi har haft en lang og grundig testfase af indsatser inden for sundhed og kultur her i regionen i samarbejde med både kommuner, forskere, sundhedsaktører og kulturliv. Vi står derfor rigtig stærkt, og med den nye politik vil vi for alvor sætte handling bag ordene. For vi ved, at de her kulturinitiativer virker. De er billige at implementere og kan gøre en markant forskel for vores sundhed, trivsel og livskvalitet – både med og uden sygdom."

Puljen erstatter den tidligere regionale kulturudviklingspulje og er en del af Region Midtjyllands strategi frem mod 2027, hvor regionens kulturopgaver i deres nuværende form ophører som følge af sundhedsreformen.

I slutningen af 2024 afsatte Region Midtjylland 2 millioner kroner til to sundhedsfremmende kulturprojekter: Korprojektet "Sange med mødre", der hjælper sårbare kvinder i tiden før, under og efter fødslen, og "Musik på intensiv", hvor  intensivpatienter besøg af musikere på deres stue. Her er liveoplevelsen med til at reducere stress, smerter og angst hos den indlagte.

læs også: Musik og magt: For meget kulturstøtte er centraliseret omkring hovedstaden, mens provinsen ofte bliver glemt


 

 

ANNONCE