"Jeg tabte ærligt talt kæben, da det gik op for mig, hvad Birthe havde efterladt til os," fortæller museumsinspektøren.
Danmarks Rockmuseum, Ragnarock, slår fra den 11. april dørene op til udstillingen "Birthe & Beatles". Udstillingen bygger på Birthe Skrydstrups private samling af The Beatles-genstande og er den første på museet, der udelukkende er baseret på en privat donation.
Læs også: Fotoprojekt om ligestilling i musikbranchen bliver del af dansk kulturarv
Beatlemania var ikke kun et fænomen i Storbritannien – også i Danmark blev The Beatles' popularitet enorm i 1960’erne. For den 17-årige Birthe Skrydstrup fra Rødding blev det dog meget mere end blot en ungdomsfascination. I 1968 rejste hun til London for at arbejde som au pair, med håbet om at komme tæt på sit idol, Paul McCartney.
Skrydstrups rejse bragte hende ikke kun tæt på McCartney, men også på den inderkreds af fans, der flokkedes ved hans hjem. Gennem sin tid i London samlede hun en kuffert fyldt med unikke minder fra perioden, herunder autografer, breve, fotografier, dagbøger og private genstande.
Birthe Skydstrup gik bort i januar 2024. Inden hendes død fik hun sin ægtemand Per til at love, at han ville hjælpe hende med sit sidste store ønske: At donere sin elskede kuffert med minder til rockmuseet i Roskilde.
Museumsinspektør Rasmus Rosenørn er overrasket over de unikke genstande, som Skrydstrup har samlet:
"Jeg tabte ærligt talt kæben, da det gik op for mig, hvad Birthe havde efterladt til os (...) Det bliver hurtigt tydeligt, at det her er langt ud over de sædvanlige memorabilia-samlinger, jeg har set. Der er en lp af John Lennon, som Lennon selv har skrevet på og dedikeret til Paul og Linda McCartney. Der er fantastiske fotografier, og der blev bare ved med at dukke ting frem, som jeg aldrig har set før," fortæller Rosenørn i en pressemeddelelse.
Rosenørn har forsket i fankulturen, der opstod omkring The Beatles-medlemmerne, og udgav i 2018 bogen Beatlemania - 1964 om netop denne kultur. Ifølge museumsinspektøren har Skrydstrup været en del af inderkredsen i fankulturen under sit ophold som au pair i 1968-1969 - en teori der er blevet bekræftet af Skrydstrups ægtemand.
"Det viser sig, at Birthe allerede på sit første besøg på Paul McCartneys adresse bliver veninder med en flok og ligefrem møder McCartney. Han bemærker, at der er et nyt ansigt i gruppen og kommer selv hen til Birthe for at spørge, om hun ikke skal have en autograf?" siger Rosenørn.
Læs også: Rockmuseet Ragnarock fejrer kvindernes internationale kampdag
Udover de private genstande kommer den kommende udstilling også til at kaste lys over Beatlemania og dens indflydelse på ungdomskulturen, og giver et indblik i den dedikerede fankultur, som stadig findes i dag.
"Samtidig skal man huske, at det var en spændende tid for de danske fans, for det var første gang, vi så en hel ungdomsgeneration reagere så stærkt og gøre oprør mod deres forældres generation gennem musikken, som de gjorde med The Beatles," fortæller Rosenørn.
Birthe & Beatles kan opleves fra den 11. april på Danmarks Rockmuseum, Ragnarock, i Roskilde. Desuden vil der komme et eventprogram på rockmuseet relateret til udstillingen, som offentliggøres løbende.
LÆS OGSÅ: Her er de 25 mest ikoniske internationale rocksange