Nyhed

Roskilde-aktuelle Yeule annoncerer nyt album og udgiver ny sang

Yeule er kendt for at blande elementer af ambient, glitch og post-pop, som også slår igennem på musikerens nyeste sang.

Den Roskilde-aktuelle, singaporeanske musiker og producer Nat Ćmiel, bedre kendt som Yeule, løftede den 3. marts sløret for sit kommende album Evangelic Girl Is a Gun. Albummet udkommer den 30. maj via Ninja Tune og følger op på Softscars fra 2023. Som optakt til udgivelsen deler Yeule nu singlen "Skullcrusher".

Læs også: 10 vigtige album, der udkommer i marts

På albummet har Yeule arbejdet sammen med prominente producere som A. G. Cook, Chris Greatti, Mura Masa, Clams Casino, Fitnesss og Kin Leonn. I modsætning til tidligere udgivelser har Yeule valgt at droppe brugen af AutoTune på det nye album.


Yeule påbegyndte sin musikalske rejse i 2012 og er kendt for at blande elementer af ambient, glitch og post-pop. Navnet Yeule er inspireret af en karakter fra Final Fantasy-spilserien, Paddra Nsu-Yeul, og deres musik trækker på en kombination af emo-nostalgi og avantgarde-pop.

Blandt inspirationskilderne finder man desuden 90’ernes og 00’ernes alternative ikoner My Chemical Romance, Avril Lavigne og Smashing Pumpkins. Yeules tidligere udgivelser tæller blandt andet albummene Serotonin II (2019), Glitch Princess (2022) og Softscars (2023).

Singlen "Skullcrusher" markerer en ny æra for Yeule, der fortsat udfordrer genrekonventioner og eksperimenterer med nye lyde. Yeule optræder desuden til årets Roskilde Festival, hvor også A. G. Cook kan opleves.


Hør "Skullcrusher" her.

LÆS OGSÅ: Ugens nye navn: Fra soveværelsesproduktioner til millionafspilninger


ANNONCE