Nyhed

Sony advarer mod britisk AI-lovgivning: "Ubalanceret og uigenkaldelig"

Pladeselskabet frygter alvorlige konsekvenser for det kreative erhverv.

Sony Music advarer nu kraftigt mod den britiske regerings planer om at ændre ophavsretslovgivningen i forbindelse med kunstig intelligens. Musikgiganten mener, at de foreslåede ændringer vil skade den kreative industri og gøre det lettere for AI-virksomheder at udnytte musik, der er beskyttet af ophavsretsloven, uden tilladelse. Det udtaler virksomheden i en indsendelse til regeringen.

Læs også: Storbritannien revurderer AI-politik efter pres fra musikbranchen

I indsendelsen, som Financial Times har fået indsigt i, betegner Sony forslagene som "forhastede, ubalancerede og uigenkaldelige." Virksomheden advarer om, at en ændring i lovgivningen kan have alvorlige økonomiske konsekvenser for den britiske kreative industri, der årligt bidrager med 7,6 milliarder pund, svarende til omkring 67 milliarder danske kroner, til landets økonomi.


Brugen af AI til at generere musik er eksploderet i de seneste år, og vokser hurtigt. Streamingplatformen Deezer rapporterede for nylig, at 10.000 AI-genererede numre uploades dagligt til platformen.

Sony Music har allerede oplevet et massivt omfang af AI-genereret indhold, der krænker selskabets ophavsret. Ifølge Financial Times har selskabet krævet fjernelse af mere end 75.000 AI-skabte kopier af sange fra nogle af deres mest populære kunstnere, herunder Harry Styles, Queen og Beyoncé.

Læs også: Paul McCartney kritiserer den britiske regering: "Det er jeres opgave at beskytte os"


Lovforslaget er ifølge Sony urealistisk

Det nye lovforslag fra den britiske regering indebærer en "tekst- og datamining"-undtagelse, der vil give AI-virksomheder ret til at bruge ophavsretsbeskyttet materiale til at træne deres modeller – medmindre rettighedshaverne aktivt fravælger det. Sony Music kritiserer denne model skarpt:

"For at sige det på en anden måde, ville regeringen kræve, at husejere skulle afmærke alle deres ejendele for at beskytte dem mod indbrud?" Sådan lyder det fra en repræsentant fra Sony ifølge Music Business Worldwide.


I indsendelsen til den britiske regering kalder Sony lovforslaget urealistisk: "Hvis bare en enkelt kopi af et værk eksisterer et eller andet sted på internettet uden ordentlig afmærkning, kan det blive udnyttet."

Sony understreger dog, at selskabet ikke er imod AI som teknologi. "Vi støtter kunstnere og sangskrivere i at tage føringen, når det gælder nye teknologier til at understøtte deres kunst," udtalte Sony i maj 2024. Ifølge Music Business Worldwide er virksomheden derudover involveret i flere forhandlinger om at licensere sine rettigheder til AI-udviklere.

Læs også: Kommentar: Da jeg fik en AI til at lave et album, opdagede jeg noget ved kreativitet

Lovforslaget har mødt kraftig modstand fra både kunstnere og pladeselskaber. Over 1.000 musikere, heriblandt Kate Bush, Annie Lennox og Damon Albarn, har protesteret ved at udgive det lydløse album Is This What We Want?. Albummet udkom den 25. februar, og tracklisten danner sætningen: "Den britiske regering må ikke legalisere musiktyveri for at gavne AI-virksomheder."

LÆS OGSÅ: AI-ekspert: Kunstig intelligens kan demokratisere kunsten

ANNONCE