Den ikoniske musiker gæstede Danmark, hvor han reagerede på sin musicaldebut med følelserne uden på tøjet.
I går, den 19. januar 2025, besøgte 73-årige Sting den danske forestilling The Last Ship på Østre Gasværk, hvor han reagerede på opsætningen med våde øjne og rosende ord. "Det er en dyb følelsesmæssig oplevelse for mig. En ud-af-kroppen-oplevelse," forklarede den berørte musiker.
Læs også: Tæt på kuldsejling – men The Last Ship kom i havn
"Jeg er dybt taknemmelig for disse vidunderlige skuespillere. Det er en fantastisk opsætning, og jeg er rørt helt ind i sjælen," siger englænderen og fortsætter med at hylde de fælles kulturelle bånd mellem nationerne.
"Søvejen mellem Danmark og det nordlige England er flittigt brugt. Vi deler en stor historie og kultur. Vi deler alle fortællingerne, og jeg var ikke i tvivl om, at dette stykke kunne overføres fra min hjemby til København, fordi jeg føler, at I forstår, hvad stykket handler om. Jeg havde ikke forventet, at det ville være så godt. Det er fandme godt."
Se videoen og Stings kommentar nedenfor. Artiklen fortsætter efter videoen.
GAFFA bemærkede, at "Stings stort anlagte musicaldebut har lagt fra land" og stillede spørgsmål ved, om den kunne flyde i anmeldelsen af forestillingen. Men anmelderen konkluderede, at The Last Ship kom i havn, og musicalen blev kvitteret med fire ud af seks stjerner. Anmelderen fremhævede, at musikeren nu også kan kalde sig en succesfuld musicalforfatter.
"Man må sige, at Sting som elefanten i rummet, lykkes rimelig fint med nu at kunne skrive musicalforfatter på sit cv. Der er sågar blevet generøst lånt ud af sangkonstruktioner og melodier fra mandens senere solokatalog. Og det er et meget godt trækplaster at få smidt efter sig i stykkets andet akt."
Teaterstykket bærer samme navn som Stings album fra 2013. Hør albummet, samt titelsangen "The Last Ship", nedenfor.