Undersøgelsen skal hjælpe kommunerne med at blive klogere på kulturlivet.
For første gang gennemfører Kulturens Analyseinstitut en samlet kortlægning af kulturforbruget i fire kommuner samtidig. Fire sønderjyske kommuner, Haderslev, Sønderborg, Tønder og Aabenraa, går sammen om at få en bedre forståelse af borgernes kulturvaner og behov. Undersøgelsen skal blandt andet give svar på, hvad sønderjyderne sætter pris på, hvor langt de vil rejse for kulturoplevelser, og hvordan kulturen kan udvikles.
Læs også: Glade toner i Sønderjylland: Kommune afsætter millionbeløb til musikprojekter
Omkring en fjerdedel af borgerne i de fire kommuner vil få tilsendt et spørgeskema via e-boks, mens Aabenraa Kommune også åbner for, at alle borgere kan deltage online.
I en pressemeddelelse udtaler Esben Danielsen, der er direktør for Kulturens Analyseinstitut:
"Kommunerne er en helt central rammesætter og aktør i landets kulturliv. Derfor er det afgørende at have et dybt kendskab til udbud, efterspørgsel, brug, frivilligt engagement og hvem aktørerne er bag kunst og kultur i en kommune (...) Det er første gang, vi arbejder for fire kommuner på én gang, og ser specifikt på hvilke behov der kan opfyldes i landsdelen, og hvilke man vælger at rejse efter. Grebet styrker vores fælles arbejdsværktøj i den kommunale udvikling på tværs af hele landet."
René Andersen, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Tønder Kommune, udtaler: "Vi taler meget om kultur, når vi taler bosætning, trivsel og branding, så selvfølgelig ønsker vi alle et større kendskab til borgernes oplevelser og brug af kulturlivet."
I Sønderborg Kommune venter de også spændt på analysens resultater. Christel Leiendecker, formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab, tilføjer, at undersøgelsen skal hjælpe med at vurdere, om kommunerne rammer plet med deres kultursatsninger:
"Hvordan kan vi løfte kulturen endnu højere, så Sønderjylland bliver et endnu mere attraktivt sted at bo, studere og slå rødder? Det er de spørgsmål, vi brænder for at få svar på. Og med denne kulturprofilanalyse håber vi, at vi vil få en værdifuld indsigt, så vi kan udvikle og løfte kulturen til nye højder."
Læs også: MÅNEDENS SPILLESTED: Ny popup-scene i Aabenraa specialdesigner hver koncert
Rapporten, som offentliggøres i sommeren 2025, skal give et klart billede af Sønderjyllands kulturelle styrker, svagheder, muligheder og trusler. Formændene for de sønderjyske kulturudvalg mødes i det Sønderjyske Kulturkoordinationsudvalg. Her er de opmærksomme på, at der er flere kulturelle tilbud, som sønderjyderne deles om:
"Der er kun én Tønderfestival, ét Alsion, én Kløften Festival og én Frøslevlejr. Vi deler Museum Sønderjylland og står sammen i det dansk-tyske kultursamarbejde hen over grænsen. Er der noget af det, vi skal udvikle yderligere, og som vi skal have mere af?," spørger Kjeld Thrane, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Haderslev Kommune.