Nyhed

Stormsikre Blæst indtager dansk festival med ny forsanger

Arrangørerne lover en uforglemmelig koncert, hvor "både bandet og publikum får mulighed for at opdage nye sider af det musikalske univers."

Den første weekend i september kan gæsterne på Midtfyns Festival se frem til at opleve Blæst, der træder frem i rampelyset med deres nye forsanger, Sarah Sophie.

Læs også: Blæst offentliggør ny forsanger

Festivalen ser frem til at byde kvartetten velkommen, når de gæster Midtfyn til sommer, og afslører, at Blæst længe har stået på ønskelisten.


"Blæst har i de seneste år været et af de mest spændende bands i Danmark. Med deres nye konstellation og stærke musikalske udvikling er vi sikre på, at publikum får en uforglemmelig koncert," udtaler festivallederen.

For få dage siden offentliggjorte bandet, at Sarah Sophie, også kendt som Saso, overtager faklen fra Fernanda Rosa. Den hidtidige forsanger tog afsked med Blæst efter fire store koncerter i kølvandet på debutalbummet Dine Venner fra efteråret 2024.

Debuten høstede roser fra GAFFAs anmelder, der uddelte flotte fem ud af seks stjerner og skrev, at "de fire popmagere fra Blæst har rejst sig efter et par hæsblæsende år, der har givet gavnlige ridser i den ellers så polerede popfacade."


Ifølge festivalens pressemeddelelse har Blæst "skiftet gear, skruet op på alle knapper og er klar til at tage publikum med storm på årets festival, som finder sted første weekend i september."

Festivallederen tilføjer: "Det er altid spændende, når et band skifter frontfigur. Gamle sange kan få nyt liv og udtryk, og både bandet og publikum får mulighed for at opdage nye sider af det musikalske univers."

Læs også: Midtfyns Festival afslører dansk stjernesangskriver til årets plakat


På musikprogrammet finder man Blæst side om side med navne som Scarlet Pleasure, Marie Key, Jacob Dinesen, Dodo & The Dodos, Kalaset, Kind Mod Kind og mange flere.

Midtfyns Festival finder sted i Ringe fra den 5. til 6. september 2025. Find billetter og yderligere information her.

Varm op til festen med Dine Venner nedenfor.

LÆS OGSÅ: Her er de 25 mest ikoniske danske popsange

ANNONCE