Nyhed

Surf-virksomhed sagsøger Lady Gaga

Holdet bag Lady Gaga er ikke overrasket over anklagerne.

Lyt til artiklen

00:00 /

Når kunstnere er aktuelle med et nyt album, er det fornuftigt at udnytte opmærksomheden, så man kan tjene flere penge. De fleste supplerer med en turné, og mange tilføjer også en kollektion af merchandise, som fans kan få glæde af. Her er Lady Gaga ingen undtagelse, men nu er hun kommet i modvind, da en surf-virksomhed anklager hende for plagiat.

Læs også: Otte ud af 10 danskere mener, at menneskeskabt musik er mere værdifuld end AI-genereret musik

Konkret er der tale om en sweatshirt med Mayhem-logoet (Lady Gagas seneste album), der ligner det samme logo, som virksomheden Lost International hævder at have brugt siden 1986 på surfboards, surfeudstyr, tøj, accessories og i videoer. Virksomheden indgav en klage mod den 38-årige popstjerne ved distriktsretten i Californien tirsdag den 25. marts, og du kan selv sammenligne de to logoer her. 

Holdet bag Lady Gaga siger i en udtalelse, at man ikke er overrasket over søgsmålet: 
"Lady Gagas Mayhem strøg til nummer 1 og slog rekorder — et bevis på hendes enestående talent og globale gennemslagskraft. Det er skuffende — men næppe overraskende — at nogen nu forsøger at udnytte hendes succes med et grundløst søgsmål om navnet 'Mayhem'. Dette er intet andet end en opportunistisk og ubegrundet misbrug af retssystemet," udtaler hendes advokat Orin Snyder, ifølge mediet Digital Music News

Læs også: Person sigtet for 28 millioner falske afspilninger

Lost International mener til gengæld, at de to produkters lighed kan være med til at skade deres virksomhed, ifølge mediet: 
"Lady Gagas handlinger vil sandsynligvis vildlede offentligheden til at tro, at hendes varer stammer fra eller er godkendt af Lost, hvilket vil skade både Lost og offentligheden."

Lady Gagas Mayhem scorede fire ud af seks stjerner fra GAFFAs anmelder, der beskrev albummet som "bangere på stribe fra revitaliseret monstermor". Efter albummet blev udgivet, var der flere fans, der spekulerede i, om Taylor Swift kan være hemmeligt involveret i en sang på albummet, selvom Swift ikke nævnes i sangkrediteringerne.

Sangen, der er tale om, er "How Bad Do U Want Me?", som har en 80’er-inspireret synthpop-stil, og nogle lyttere mener, at sangmelodien og strukturen minder om Swift. Flere fans har endda foreslået, at Swift måske har skrevet sangen for Gaga uden at få nogen officiel kreditering, ligesom hun tidligere skrev "This Is What You Came For" for Calvin Harris under pseudonymet Nils Sjöberg. En anonym kilde har dog afkræftet rygterne over for musikmediet Rolling Stone. 

læs også: Lady Gaga tager et opgør med popverdenens ageism




 

ANNONCE