Det kendte ansigt var med i den populære duo, der er kendt for sange som "Sig mig" og "Pool".
Noget tyder på, at deltagerne og tv-seerne kan opleve en gammel kending, når X Factor løber af stablen i aften. I et Instagram-opslag har Thor Farlov delt et billede af ham selv og Noah Carter, der sidder bag dommerbordet.
Læs også: Her er de 10 største danske artister på TikTok
Opslaget har teksten "'Alt det' der får os til at se X Factor i aften," hvilket sandsynligvis er en reference til deres hitsingle "Alt det" fra 2024. Ifølge Spotify blev singlen den tredje mest streamede sang i Danmark i 2024, og sangen har i skrivende stund over 18 millioner streams på musiktjenesten.
Du kan se opslaget herunder. Artiklen fortsætter under billedet.
TV2 bekræfter dette på deres hjemmeside og skriver, at Thor Farlov og Noah Carter vil starte anden del af showet, hvor de vil optræde med "Alt det". Aftenens tema er "Let's dance," så der er lagt op til en fest, når de to musikere gæster X Factor i aften.
Thor Farlov deltog selv i X Factor i 2015, hvor han var en del af duoen Citybois sammen med Anthon Edwards Knudtzon. Duoen opnåede en fjerdeplads og havde Thomas Blachman som mentor.
Læs også: Thor Farlov afslører næste store live nedslag
Farlov debuterede som soloartist med det firestjernede album Nye Minder fra 2020. Det var dog først i 2024 at han for alvor markerede sig som soloartist med flere store optrædener og succes på de danske hitlister med sange som "Alt det", Kundo-samarbejdet "Noget si’r mig" samt TikTok-hittet "Hej". Han spillede blandt andet en koncert i Store Vega, der blev udsolgt på under én uge, og har spillet koncerter på landets største festivaler.
Musikerens seneste udspil er albummet Fri fra 2024, hvor GAFFAs anmelder kvitterede med tre stjerner og konkluderede:
"'Alligevel har jeg stadig meget at lære / Så tøv ikk' med at sige det, som det er' synger Thor Farlov på 'Lige her', så nu ligger jeg kortene på bordet: Thor Farlov har i den grad fundet opskriften på et typisk radiohit, men det ville klæde ham, hvis han til en afveksling turde træde uden for 'hitfabrikkens' faste rammer og faktisk lod sig slippe Fri. Tak for dansen, TF."
Thor Farlov kan opleves den 4. april, når han indtager K.B. Hallen i København. Til koncerten vil han få selskab af tre special guests i form af Ozzy, Milo og Gusto.
Du kan lytte til "Alt det" her:
LÆS OGSÅ: Thor Farlov løfter sløret for special guests til stor aprilkoncert