Tivoli lægger scene til hele to eksklusive koncerter med jazzstjernen.
Den tredobbelte Grammy-nominerede jazzmusiker Melody Gardot gæster Tivolis Koncertsal den 12. og 13. juli som en del af Copenhagen Jazz Festival 2025.
Læs også: Nibe Festival udvider programmet med fremadstormende navne og dansk legende
Tivolis kulturdirektør Frederik Wiedemann er stolt over at kunne præsentere Melody Gardot:
"Melody Gardot er en af de helt store stemmer i sin generation. Hun forener jazzens tidløse elegance med en sjælden evne til at berøre sit publikum og bevæge sig ubesværet mellem genrer med en lyd, der føles både klassisk og ny. Tivoli er stolte over at præsentere hende under Copenhagen Jazz Festival i Tivolis Koncertsal, et rum, der er som skabt til at favne hendes varme og elegante lydunivers, hvor publikum får mulighed for at opleve en af jazzens helt store moderne profiler i klassiske og smukke rammer," udtaler Wiedemann i pressemeddelelsen.
Den amerikanske sanger og sangskriver Melody Gardot er kendt for sin karakteristiske sangstemme og musik, der blander elementer af jazz, soul og blues med noter af mere moderne r&b og pop. Sangeren er blandt andet inspireret af ikoner som Billie Holiday, Édith Piaf og Shirley Horn.
Læs også: Billboard har kåret Woman of the Year 2025
Alvorlig trafikulykke ændrede hendes liv
Som blot 19-årig var Gardot udsat for en alvorlig trafikulykke, der satte hende i et langvarig genoptræningsforløb. Musikken blev i den forbindelse en central del af hendes rehabilitering, hvor musikeren fandt lindring i musikken, og blandt andet brugte den til at genskabe huller i sin hukommelse og til at genoptræne sin motorik og kommunikationsevner. I 2006 førte dette til udgivelsen af hendes debutalbum Worrisome Heart.
I 2009 brød hun igennem med albummet My One and Only Thrill, der solgte 1,5 millioner eksemplarer hvilket resulterede i hele tre Grammy-nomineringer. Siden har hun markeret sig som en af de mest anerkendte jazzsangere i sin generation.
Sidst GAFFA anmeldte Melody Gardot var i 2022. Her fik musikeren fem ud af seks stjerner. GAFFA beskrev koncerten som "en hjerteskærende smuk oplevelse" og som "et fortættet rum, hvori skønhed og ynde konstant var til stede."
Melody Gardots koncerter slutter sig til et bredere jazzprogram i Tivoli. Ifølge pressemeddelelsen vil Tivoli blandt andet afholde Onsdagsjazz i Orangeriet fra maj til august samt Tivoli Jazzpris, hvor danske jazzmusikere hyldes.
Billetsalget til de to koncerter åbner den 13. marts kl. 10. Du kan læse mere på Tivolis hjemmeside.
LÆS OGSÅ: Grammy-vindende musiker indtager DR's koncertsal