Festivalen lover "et intenst, hårdpumpet dansegulv."
Den elektroniske festival Karrusel vender tilbage til Refshaleøens skovklædte rammer med en ny række hovednavne. Fra den tyske mester-producer Paul Kalkbrenner til rave-dronningen Charlotte de Witte åbner årets program dørene op for den europæiske elektroniske musikscene.
Læs også: Skifter Calvin Harris genre? Hør et sneak peek på hans nye sang her
Årets Karrusel åbner torsdag den 28. august med den tyske Paul Kalkbrenner, som indtager hovedscenen Manegen. Kalkbrenner har med sin lange karriere cementeret sig som en af de helt store navne inden for den tyske elektroniske musikscene, kendt for sange som "Sky and Sand" og "Aaron".
Fredag den 29. august tager Berlin-baserede dj Heartstring over med deres genre-fusionerende trance og rave tracks. Den tyske duo er kendt for deres opløftende beats og euforiske drops med hits som "Don't Stop" og "It Ain't Over".
Senere samme aften indtager Miss Bashful sammen med DBBD scenen med deres energiske "bitchy techno". Publikum kan her forvente tracks som "Slut Commandments" og "Short King Spring". Dj Gigola spiller ligeledes til fredagens program, hvor man kan se frem til hvad festivalen beskriver som "et intenst, hårdpumpet dansegulv." Dj Gigola kombinerer dance og pop med et særligt fokus på rytmiske strukturer og melodiske harmonier, som du kan høre på sange som "Papi" og "Siente (el Ritmo)".
Lørdagens højdepunkt er belgiske Charlotte de Witte, der med sine hårdtslående fire-i-gulvet-sæt er blandt de mest eftertragtede elektroniske navne lige nu. I 2024 optrådte hun med sit rave-set på hovedscenen under Tomorrowland i Brasilien. Til sommer kan danske fans opleve hende og de andre hovednavne, når Karrusel indtager Refshaleøen.
Festivalen finder sted den 28. til 30. august 2025, og billetter er sat til salg nu. Læs mere her.
LÆS OGSÅ: Dansk stjerneproducer klar med næste udspil fra kommende produceralbum