Danskernes kulturvaner har ændret sig de seneste 60 år, viser undersøgelse.
Kvinder tager oftere til koncerter end mænd, og ældre over 65 år har fået mere smag for rytmiske koncerter. Det viser tal fra Danmarks Statistik, der har undersøgt danskernes kulturvaner i 60 år, og som nu har offentliggjort dele af deres undersøgelse, så man kan sammenligne tendenser på tværs af tidsperioder.
Læs også: FRA TOP TIL BUND: Så meget budgetterer kommunerne til musikarrangementer i 2025
Blandt hovedkonklusionerne viser tallene, at 56 procent af kvinderne i 2024 var til koncert eller på kunstudstilling inden for det seneste år, mens andelen var 52 procent for mænd. Her er det særligt de unge under 35 år, der dominerer i statistikken. Den unge gruppe (16-34 år) er samtidig den gruppe, der foretrækker rytmiske koncerter, mens den ældste gruppe (+65) oftere tager til klassiske koncerter.
Hvis man kigger tilbage i tiden, viser tallene dog, at det ældre segment har fået mere smag for rytmiske koncerter gennem årene. I 1998 havde kun to procent af denne gruppe været til en rytmisk koncert, hvor det i 2024 var omkring 24 procent.
Læs også: For første gang i 20 år: Flere danskere arbejder frivilligt
Kulturvaneundersøgelsen viser samtidig, at det kan svare sig at tage sine børn med til kulturoplevelser, hvis man gerne vil præge dem til selv at tage til koncerter og andre kulturarrangementer som voksne. Data fra 2024 viser, at andelen af voksne, som benyttede kulturaktiviteter i 2024, var større blandt dem, der også oplevede kultur i deres barndomshjem. Tendensen går på tværs af alle former for kulturaktiviteter, uanset om aktiviteten gjaldt livesport, koncerter eller museumsbesøg.
læs også: Ny alliance styrker vidensgrundlaget for dansk kulturliv