Nyhed

Vi Elsker tilføjer 90'er-ikoner til programmet: Søstre genforenes efter 25 år

Den svenske popgruppe står bag hitsinglen "You Got (What I Want)".

Vi Elsker kalder sig selv en nostalgifestival samt karavane, der rejser rundt mellem byerne Rødovre, Vejle, Odense og Aalborg. I dag har arrangørerne offentliggjort, at de svenske søstre Graaf gendannes og spiller koncert på turnéen til sommer. 

Læs også: Vi Elsker fuldender årets festivalprogram med otte nye navne

Den svenske popgruppe, bestående af Hannah og Magdalene Graaf, markerede sig især i slutningen af 90'erne, hvor de bragede gennem hitlisterne med sange som "You Got (What I Want)", der steg til tops i Sverige. Graaf-søstrene var desuden kendte glamourmodeller og optrådte på forsiden af adskillige modeblade, herunder danske M!. 


Riffi Haddaoui, stifteren af Vi Elsker-festivalen, ser frem til at kunne præsentere de to søstre:

"Vi er stolte over og glade for, at det er lykkedes at gendanne søstrene. Hundredvis har forsøgt - jeg har også selv prøvet masser af gange - men først for to dage siden kom en aftale i stand. En aftale, der lyder på, at søstrene hopper på festivalkaravanen til alle Vi Elsker-shows, både i Sverige og Danmark." 

Graaf-søstrene ser også frem til sommerens turné: "Livet som glamourmodel i 90’erne var et mix af luksus, hårdt arbejde, udfordringer, hurtige penge og berømmelse. Det var en sjov periode, men ikke noget, man kunne genskabe i dag. Det var en æra, hvor trykte medier stadig styrede, og glossy magasiner med sexede billeder var populære og nye. Jeg kan savne meget fra 90'erne. Der var en anden frihed og accept," fortæller Hannah Graaf i pressemeddelelsen, hvortil hendes søster supplerer:


"At gå fra glamourmodel til popstjerne var en helt anden verden og et andet publikum (...) Det krævede de rigtige sange, det rigtige team og en stærk vilje til at bryde ud af glamourmodel-stemplet. Men vi lykkedes," siger Magdalena Graaf og fortsætter:

"Vi stoppede på toppen! Vi forlod musikbranchen, da det simpelthen var nok, og vi begge valgte et roligere familieliv med børn. At vi vender tilbage efter 25 år på 'Vi Elsker-scenen' handler om nostalgi, ny kreativitet og om at få lov til at opleve denne æra igen med et herligt og glad publikum." 

Læs også: Vi Elsker offentliggør tre nye navne til sommerens nostalgifester


Magdalene understreger, at de glæder sig til sommerens koncerter: "Danmark var et af vores absolutte favoritlande at optræde i. Vi elsker Danmark og det danske folk." 

Vi Elsker afholder i år koncerter i Rødovre den 24. maj, Vejle den 16. august, Odense den 23. august og Aalborg den 30. august. Festivalen har tidligere annonceret, at navne som Melanie C., Peter Andre, C21, dj Alligator, Vengaboys, Rednex, Cut N’ Move og S.O.A.P gæster karavanen. 

Find billetter og mere information her.

Du kan lytte til Graaf her:

LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Festival-krigen i Esbjerg, der aldrig var en krig, men snarere en svanesang

ANNONCE