Nyhed

Düreforsög inviterer til musikmaraton

På fredag i København

Som en del af lanceringen af Düreforsögs nye, tredje album ”Engine Machine” inviterer de hel–gale drenge til koncertmaraton i København på fredag, d. 23. august. Der vil i alt blive afholdt fem arrangementer i løbet af dagen, og ved hver koncert vil der blive uddelt specielt designede flyers med information om den foreliggende færd.

Programmet ser således ud, i Düreforsögs egne ord:


"Kl. 08.00-09.00 i "Go’ Morgen P3" spiller vi et akustisk uddrag fra ”Engine
Machine” i selskab med Peter Peter. Tænd for radioen og nyd et musikalsk
morgenbad!

Kl. 11.30 besøger vi Alis' Wonderland (Skaterdomen) på Christiania. Her
fremfører vi et larmende og løssluppent sæt baseret på de energiske numre fra
”Engine Machine”. Få den medbragte madpakke galt i halsen på den gode måde!


Kl. 13.00 inviteres på en eftermiddags-matiné på Glyptoteket for udvidet
besætning, bestående af et lækkert perkussivt ta'-selv-bord med
slagtøjsgodbidder og læskende rytmik.


Kl. 15.00 invaderes pladebutikken Guf på Nørrebrogade; vi sørger for små
musikalske spetakler, og her vil være mulighed for at anskaffe sig et
eksemplar af ”Engine Machine”.

Kl. 17.00-20.00 (hemmeligholdes).

Målet med koncertmaratonen er at bringe musikken ud til en bred vifte af befolkningen, på forskellige steder, der til dagligt hverken deler publikum eller musiksmag med Düreforsög. Bandet har valgt at at spille alternative versioner af deres numre, med henblik på at tilpasse koncerterne til stedet og rummet, hvor fremførelsen vil finde sted."

”Engine Machine” er i butikkerne fra den 2. september, og tracklisten ser således ud:

”Traffix”

”All I Have In My Pocket”

”A Racetrack”

"Nothing At All”

”Interlüde”

”Engine Machine”

”Get On Land”

”Up Tide”

”Kitchen Device”

”Rundetaarn, Kbh.”

”Bethnal Green”

ANNONCE