Nyhed

Forbrugerrådet: BilletNet løber fra sit ansvar

Købere har krav på refundering

Christian Egeskov fra Forbrugerrådet mener, at BilletNet løber fra sit ansvar

Bag på alle billetter fra BilletNet står der sort på hvidt, at "Billetter refunderes kun i tilfælde af aflysning." Christian Egeskov fra Forbrugerrådet er netop blevet bekendt med dette og siger til GAFFA Online:



- Ordlyden taget i betragtning på bagsiden af billetterne, bør BilletNet udrede erstatning til køberne. Christian Egeskov er ikke enig med Billetnet i, at de ikke har noget ansvar eller nogen handlemulighed i forhold til tilbagebetaling af pengene.

Bag på billetten står der også: ”Alle reklamationer vedrørende arrangementet skal rettes til arrangøren." Til det siger Christian Egeskov:



- En aflysning er ikke en reklamation. Hvis Thomas Helmig brækker sig på scenen, eller der er dårlig lyd, er det en reklamation. Som man kan se på billetterne, er det også helt klart reguleret, at der er én ting gældende i forhold til aflysning og noget andet i forhold til reklamationer.


Det er derfor BilletNets ansvar at betale pengene tilbage ifølge Christian Egeskov.


ANNONCE