Nyhed

Ny dato for aflyst Soft Cell-koncert

Synthduoen kommer til København 11. februar

Der er nu trøst til dem, der havde glædet sig til den aflyste koncert med Soft Cell, der skulle have været afholdt på Store Vega i København 3. november. Koncerten blev aflyst, da forsanger Marc Almond måtte opereres for akut brok, men der er nu arrangeret en ny koncert, som finder sted på Store Vega 11. februar.

Allerede købte billetter gælder til den nye dato eller kan refunderes, hvor de er købt, senest d. 2. november. Billetsalget til den nye dato starter mandag d. 28. oktober fra Billetnet og i den københavnske pladeforretning Sex Beat.

Koncerten på Store Vega bliver den første på disse breddegrader i mange år med den nu gendannede 80’er-synthduo, der ellers gik i opløsning i 1984, og som i september udgav comeback-albummet "Cruelty Without Beauty".


ANNONCE