Nyhed

Soft Cell aflyser koncert i København

Marc Almond indlagt med akut brok

Der er nok mange, der har glædet sig til koncerten med engelske Soft Cell 3. november i Store Vega - første koncert på disse breddegrader i mange år med den nu gendannede 80’er-synthduo, der ellers gik i opløsning i 1984, og som i september udgav albummet "Cruelty Without Beauty". Men forventningsfulde fans må vente endnu lidt med at se de gamle ikoner.

Forsanger Marc Almond (til venstre på billedet) er nemlig blevet indlagt med et akut tilfælde af brok og skal nu gennemgå en operation. Hele Soft Cells Europa-turné, og dermed også koncerten i København, er derfor blevet aflyst. Gruppens manager Vicky Wickham udtaler i en pressemeddelelse:

"Dette er en meget beklagelig situation, specielt set i lyset af den fantastiske modtagelse, bandets nylige shows og seneste album har fået. Vi er meget ærgerlige over, at bandet mister muligheden for at optræde for deres europæiske fans, men der er ingen mulighed for, at Marc Almond i sin nuværende tilstand vil være i stand til at optræde. Vi er dog sikre på, at Marc vil være i form til at gennemføre den planlagte tour til næste år."


Billetter købt til koncerten kan refunderes, hvor de er købt, frem til d. 29. oktober 2002, eller gemmes til den nye dato, der forventes annonceret inden for 3 uger.

ANNONCE