Nyhed

Massive Attack aflyser turnéstart efter børneporno-anklager

Frontmand 3-D vil renses, inden han forlader England

Massive Attack har aflyst de første koncerter på deres planlagte verdensturné, efter at frontmand 3-D, alias Robert Del Naja, som skrevet på GAFFA.dk i sidste uge, er blevet mistænkt for besiddelse af børnepornografisk materiale.

Turnéen skulle have startet i New Zealand, men 3-D ønsker ikke at forlade England, før han er blevet renset, skriver burnitblue.com. Gruppen forventer dog at kunne spille fra og med den planlagte koncert i Melbourne, Australien 11. marts. Der er indtil videre ikke planlagt koncerter i Danmark.

De kvindelige vokaler på turnéen leveres af Dot Allison, der tilbage i 1993 udgav et album med pop-electronica-navnet One Dove og siden har udgivet to soloplader, ligesom hun medvirker på de to seneste album med Death In Vegas. Hun skal forsøge at eftergøre studiealbummenes markante vokalister som Sinéad O’Connor, Elizabeth Fraser, Shara Nelson m.fl. De mandlige vokaler leveres af Massive Attacks mangeårige løst tilknyttede medlem Horace Andy (der også synger på albummene) og 3-D.


ANNONCE