George Michael, Bono og Puff Daddy er blot nogle af kunstnerne, der kæmper for en fredelig løsning
Ved en nyligt afholdt pressekonference afslørede Russel Simmons og Benjamin Travis fra Hip-hop Summit Action Network, at en lang række musikere havde stiftet bevægelsen Musicians United To Win Without War, der har til opgave at sætte pres på den amerikanske præsident George Bush.
Navne som Lou Reed, David Byrne og Roseanne Cash deltog også i pressekonferencen, der blandt andet har til formål at få iværksat yderligere undersøgelser i Irak af FN’s våbeninspektører.
Simmons udtalte sig blandt andet om hiphop-navne som 50 Cent, Puff Daddy og Jay-Z's involvering i Musicians United To Win Without War: "Jeg mener, Puffy helt sikkert er mere vellidt og velkendt verden over end George Bush. Jay-Z er mere vellidt og velkendt verden over end Colin Powell, og vi ved, de har store stemmer, og vi ved, at folk vil vise dem opmærksomhed. Og unge mennesker viser helt sikkert opmærksomhed, og det har været dem, der har været stille. Men nu arbejder vi med det, og jeg lover, at de vågner op".
Af andre musikere i Musicians United To Win Without War kan nævnes navne som Sheryl Crow, Eric Benet, Tweet, Missy Elliott, Fat Joe, Kandi, Blu Cantrell, Musiq, Raphael Saadiq, Capone-N-Noreaga, Jagged Edge, Lil' Mo, Outkast, Busta Rhymes, Dave Matthews, Nas, Mos Def og Natalie Imbruglia.
Af andre nyheder relaterende til den planlagte krig mod Irak kan det nævnes at George Michael har indspillet en version af Don McLeans anti-krigssang "The Grave". Sangen blev indspillet i weekenden og har allerede premiere på MTV i dag.
I et nyligt interview med BBC fortalte Michael, at han ikke gik ind for ideen med en anti-krigssang med nutidens popartister: "Jeg beder og håber på at der ikke bliver lavet et Band Aid 2 projekt for der er meget meget få mennesker i industrien nu om dage der tjener deres penge ud fra deres hjerte eller hjerne. De tjener deres penge ved at synge andre folks sange, så derfor ville vægten bag noget der hedder Band Aid 2 være minimal. Det er ikke det samme som at lave en sang for at kunne sende penge til Etiopien. Det er anderledes og jeg håber virkeligt på at nutidens popmusik-industri og denne generation holder sig fra at lave sådan noget fordi det ikke ville virke oprigtigt".
U2s Bono har selvfølgelig også udtalte sig om krigsplanerne, og han mener at den britiske premiereminister Tony Blairs indblanding i Irak krisen er fejlagtig. Ifølge Reuters kom udtalelsen efter et møde med den franske præsident Jacques Chirac.
"Efter min mening tager Tony Blair oprigtigt fejl. Vi må ikke gøre Saddam Hussein til en martyr. Han (Saddam) er god foran et kamera. Vi bør ikke gøre det nemt for ham", udtalte Bono.
Chirac og Bono mødtes for at diskutere Aids problemet i Afrika, noget Bono kalder den glemte krig. "Det er en krig på et helt andet plan, flere mennesker mister deres liv på grund af Aids end der nogensinde er mistet i en krig", slutter Bono af med.