Indpendent Major, eller Major Indpendent, eller ny andelsbevægelse. MBO vil være det nye primære kraftcenter i dansk musikbranche.
Billede: Johnny Deluxe – "Elskovsponyerne" udkommer 24.5 med album på Copenhagen Records, under MBO.
Danske MBO er potentielt de kombinerede kræfter af major-selskabets kunstneriske og markedsmæssige erfaring og indie-selskabets kunstneriske frihed.
To af de "tunge drenge" i den danske pladebranche har dannet selskabet MBO – The Music Business Organization – der rummer en række uafhængige pladeselskaber m.m. i en ny struktur, som efter planen skal kombinere kunstnerisk drivkraft og ekspertise og uafhængighed, med stordriftsfordele, sund økonomi og erfarent købmandsskab. De to hovedmænd er Michael Ritto – medstifter af det danske, historisk succesfulde pladeselskab Medley, i 1978. I 1992 opkøbt af EMI, i hvis danske afdeling samme Ritto har virket som direktør helt op til sidste år. Hans nye partner er Benny Bach, medstifter og mange-årig chef for musik- og entertainment-virksomheden CMC i Ålborg. Den vel nok bedste forretning i dansk musikliv siden midt i 90'erne.
Under en frokost på Frederiksberg fortalte MBO’s to hovedkræfter, altså Ritto og Bach, til GAFFA.dk, at målet er at skabe en alsidig virksomhed, der favner alle dele af musik- og underholdningsbranchen. I flg. Michael Ritto erfarede han på EMI, at major-selskabernes generelle krise i stigende grad har medført en udenlandsk topstyring, og prioritering af få internationale artister, hvilket giver mindre plads til de nationale afdelingers selvstændige talentudviklingsarbejde. Rittos entrepenørånd/erfaring, kombineret med en tro på kvaliteten i dansk musik og branchens evne til at bremse musikpirateriet i fremtiden, fik Ritto til at slå pjalterne sammen med en gammel samarbejdspartner, Benny Bach.
Bach er manden, der via CMC om nogen har fået musikken ud til forbrugerne i hobetal, via supermarkeder og tankstationer, baseret på gedigent jysk købmandsskab i form af solid distribution, økonomistyring, administration, IT og finansiering m.m. Goder, som selskaberne under MBO-paraplyen fremover efter hensigten vil kunne nyde godt af.
Selskaberne står selv for indspilning, markedsføring og promotion af deres kunstnere og artister.
– Vi kan tilbyde kunstnerne at tage udgangspunkt i deres personlige mål og udvikle et partnerskab og et samarbejde, der bedst formidler deres kreativitet på tværs af alle distributionsformer, landegrænser og produkter og på tværs af traditionelle firmastrukturer, fortæller Ritto.
MBO ejes ligeligt af Benny Bach og Michael Ritto og bliver det organisatoriske centrum for i alt 10 selskaber. Der er tale om både egentlige pladeselskaber, et musikforlag, et management-firma og en salgsvirksomhed – to af dem med hjemsted i henholdsvis Norge og Sverige. Alle selskaberne ejes 50-90 procent af MBO.
Selskaberne i MBO koncernen er: Copenhagen Records A/S, CMC Entertainment A/S, RecArt Music Aps, Artistcare Aps, Good Songs Publishing A/S, My Way Music Aps, The Trading Company Aps, SB Studio Aps, Musicbusiness Sweden AB og Musicbusiness Norway A/S.