Jens Kramer Mikkelsen har inviteret tøsebandet til København i forbindelse med en kampagne
Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) har inviteret multikunstnerne og elektroclashtrioen Chicks On Speed til København for at medvirke i et internationalt ekspertpanel til udvikling af København som storby.
Københavns erhvervsråd har igangsat et projekt, "Kreative København", der skal munde ud i 10 ideer til, hvordan Københavns kreative potentiale kan udløses.
I konkurrencen mellem storbyerne udgør byens liv og kvalitet et konkurrenceparameter. Som støtte hertil har erhvervsrådet inviteret en række internationale eksperter inden for mode, computerspil og musik, der skal give deres bud på, hvordan København kontinuerligt kan udvikle sig som kreativ storby.
Bandet Chicks On Speed er udvalgt som deltager i høringen, fordi de er succesfulde repræsentanter for den internationale musikbranche. Gruppen er fra Berlin, internationalt i sammensætningen og består af kreative multikunstnere. Høringen skal give inspiration, skabe debat og give idéer til, hvordan København kan skabe en markant erhversudvikling gennem de kreative miljøer, byen har potentiale til at udvikle.
Høringen finder sted i starten af april på Københavns Rådhus.
"Chicks On Speed" spiller på Vega den 24/3, som en del af Radar-festivalen.
Mere information på sitet http://www.chicksonspeed.com, som gaffa.dk varmt kan anbefale.