Nyhed

Starfighters-finalister fundet

Ni bands er klar til dysten på Danmarks Smukkeste Festival

Så er spændingen udløst – de ni finalister til musikkonkurrencen Starfighters 2004 for talentfulde navne uden pladekontrakt er fundet. Starfighters er arrangeret af Danmarks Smukkeste Festival, Den Blå Avis, DR’s Boogie og Povlsen, Breinholt & Søn og GAFFA. De tre sidstnævnte har også har fundet finalisterne og vil senere sammen med Danmarks Smukkeste Festival kåre vinderen på baggrund af gruppernes præstationer på Den Blå Planet-scenen på Danmarks Smukkeste Festival.

Vinderen af Starfighters er sikret indspiling og udgivelse af et album, og det må siges at have givet sidste års vindere, heavygruppen Stomped, masser af medvind, både før og efter udgivelsen af debutalbummet "Opening Statement", der kom i april. Desuden er man sikret velbetalte koncerter på en af de store scener på Danmarks Smukkeste Festival både i 2004 og 2005 og en stor fotosession skænket af GAFFA.

Her er så de ni udvalgte:


CYNICAL SON

"Både emotionel og hardcore" er Odense-bandet Cynical Sons egen beskrivelse af deres musik. Stemningsfuld, blåtonet og dynamisk kunne være andre ord i forsøget på at indkredse kvartettens sound.
http://www.cynicalson.dk

LILLYSTONES
Rockpop med kant og iørefaldende melodier, hvad adskillige radiolyttere allerede har oplevet, da tracks fra Århus-gruppens to selvudgivne ep’er tidligere har fundet vej til playlisten på P3.
http://www.lillystones.com


TR3PLE P
Metallisk hybrid-musik. Københavnerbandet er tungt, træffende og stærkt.
http//:www.tr3ple-p.com

UNREFINED
Gruppen blev startet i Ringsted og præsenterer stort anlagte sange med masser af dynamik, drama, skønhed og melodi, inspireret af bands som Coldplay og Starsailor.
http://www.unrefined.dk

GENIE DEAN
Energisk powerpop/poppunk fra Aalborg med både mandlig og kvindelig vokal i front på iørefaldende sange.
Hjemmeside: www.geniedean.dk


DUNÉ
Synth-pop-rock-bandet Duné er fra Skive. Altså fra samme by som åndsbeslægtede Superheroes, og de er meget unge, ligesom Superheroes også var, da de startede – gennemsnitsalderen er bare 15 år. http://www.dunesite.com

GRASP
"Drengerøvsrock" er bandets egen genrebetegnelse – med lavthængende guitarer og højtflyvende omkvæd. Medlemmerne kommer fra Billund, Fredericia, Søborg og København Ø.
http://www.grasp.dk

HOOKAH
Electropop med base i Frederiksværk og Hundested. I studiet er Hookah en duo, bestående af maskinmester og musikmager Tommi og sangerinden Line, der også er tekstforfatter og komponist. Live er bandet udvidet med bas, trommer og guitar.
http://www.hookahmusic.dk

TEN A.M.
Ringende guitarer, perlende omkvæd og melodiske og melankolske sange. Ten A.M. har bl.a. fået to sange på soundtracket til filmen "Anja Efter Victor"
http://www.tenam.dk

ANNONCE