Den 15. – 17. september vil festivalen Pop Revo 05 byde på masser af autentisk indie på Musikcaféen i Århus
Betegnelsen ”indie” er, som det retteligt gøres opmærksom på i pressemeddelelsen fra arrangørerne bag indie-festivalen Pop Revo 05, efterhånden blevet et noget udvandet begreb, hvis oprindelige betydning har en generende tendens til at blive hevet ind i misvisende og ofte kommercielt betingede sammenhænge.
Denne fejlopfattelse vil Pop Revo 05, der er en forkortelse af slagordet Pop Revolution 2005, nå søge at rette op på, ved at stable en festival på benene, som kan illustrere, hvad indiemusik i virkeligheden handler om – nemlig det kunstnerisk nyskabende, udfordrende og i udgangspunktet ukommercielle musikalske udtryk.
På Musikcaféen i Århus vil man således i dagene fra den 15. – 17. september kunne opleve i alt 12 indiebands fra henholdsvis England, Frankrig, Sverige og Danmark.
Blandt de optrædende bands er blandt andet kultnavnet Television Personalities, The Clientele, Louis Philippe, Lovejoy, Sambassadeur, Suburban Kids With Biblical Names og herhjemmefra vil blandt andet Labrador (billedet), Melvis & The Papercuts og pladeaktuelle Larsen & Furious Jane troppe op.
Derudover bliver der den 16. og 17. holdt afterparty på Fabriken, hvor alle med billetter til hele festivalen kan komme gratis ind.
Billetter til hele festivalen koster 200 kroner, mens enkeltdagsbilletter koster 100 kroner. Billetter kan rekvireres i Badstuerock i Århus eller via e-mail (info@poprevolution.dk)
Dørene åbnes klokken 19.00 på Musikcafèen.