Nyhed

Temasøndag om Bob Dylan på P2

P2 dedikerer på søndag tre timer til den legendariske sangskriver

Bob Dylan har været ganske meget i vælten på det seneste ikke mindst pga. udgivelsen af første bind af hans selvbiografi "Chronicles" og udgivelsen af filmen "No Direction Home".

Nu tager Jesper Lützhøft og John Høyer Nielsen på P2 fat i Dylans karriere i en temasøndag denne weekend, hvor første time fokuserer på digtsamlingen "Dylan Forever" af Klaus Høeck. De sidste to timer vil de to journalister i samarbejde med forfatteren og digteren Asger Pardekooper Braun og komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen diskutere Bob Dylan, hans sange, hans tekster og hans betydning.

I løbet af udsendelsen vil der desuden være enkelte rariteter, som f.eks. en Dylan-fortolkning ved Raquel Rastenni og en øjenvidneberetning fra Dylans første koncert i Danmark. Derudover vil der være indslag med Jesper Jordan, Niels Skousen, Vagn Lundbye, Jacob Holdt og Stig Møller.


Temasøndagen "Dylan Forever" sendes på P2 kl. 20:00 på søndag.

ANNONCE