Nyhed

Unik, alternativ folk på Rust onsdag

Efterklang får besøg af Leaf Label-kollegaen Jeremy Barnes aka A Hawk And A Hacksaw, der snart barsler med sit andet album

Efterklang og Mid Week Brakes har præsteret at hente det amerikanske énmandsband A Hawk And A Hacksaw til Danmark for at spille en koncert. Det sker mere præcist i morgen, onsdag, på Rust i København.

Det er altid en oplevelse, når Jeremy Barnes går på scenen, og man kan se frem til underholdende gøgl (han spiller trommer, harmonika og synger på samme tid), finurlige anekdoter og masser af unik, fantasirig og alternativ folk. Til koncerten på Rust vil Jeremy Barnes ikke spille helt alene, som det ofte før er set. Han får nemlig hjælp til denne optræden af violinist og sangerinde Heather Trost. Den amerikanske ener, der er signet til The Leaf Label lige som Efterklang, er for øvrigt klar med sit andet A Hawk And A Hacksaw-album kaldet "Darkness At Noon" til marts, så mon ikke der bliver mulighed for at høre et par smagsprøver på det nye materiale onsdag aften?

Craig G. (Juice Crew) og Wordsworth (Lyricist Lounge) optræder ligeledes til arrangementet, der starter kl. 22:00. Billetprisen er 75 kr, og dørene åbnes kl. 21:00.


Læs en koncert-anmeldelse af A Hawk And A Hacksaw

ANNONCE