Neo-soul-sangerinden på Vega 10. november og VoxHall dagen efter. Billetsalget er i gang på Billetlugen, Billetnet og Ebillet.
Den amerikanske neo-soulsangerinde Jaguar Wright har fået masser af roser for sit andet album, ”Divorcing Neo 2 Marry Soul”, hvor hun giver den som vaskeægte funky souldiva i den gamle stil med håndspillede instrumenter - altså det, man ironisk nok kalder neo-soul.
Nu kommer Jaguar Wright til Danmark for at give to koncerter: en på Vega i København 10. november, og søreme om ikke også den soulmæssigt knap så velforsynede Århus bliver beæret med et besøg dagen efter, altså 11. november - også kendt som bagerens fødselsdag - på VoxHall.
Billetsalget er i gang. Til Vega på Billetlugen, hvor prisen på grund af en speciel aftale er beskedne kroner 80,-, og til VoxHall på Billetnet og Ebillet, hvor billetprisen umiddelbart er lidt mere passende til et halvstort amerikansk navn, nemlig 163,-/155,-, alt efter om man køber den på Billetnet eller Ebillet.