Dizzy Mizz Lizzy på Vega i går

Billeder: Martin Rosenauer

Rygterne svirrede i salen om både det ene og det andet. I programmet var Tim Christensen annonceret til at spille 15 minutter til aftenens arrangement "Brandalarm", til støtte for det nedbrændte studie The Club, men kloge hoveder mente at vide, at der i stedet var langt op til en historisk genforening af Danmarks største og bedstsælgende rockband i 90'erne, Dizzy Mizz Lizzy. Andre, tilsyneladende endnu bedre informerede insidere, mente at vide, at en engangs genforening ganske rigtigt havde været på tale, men var faldet på gulvet, da bandet ikke havde nået at øve op.

Men klokken 22.50 indtraf sensationen. Tim Christensen, Søren Friis og Martin Nielsen stod sammen på scenen igen for første gang i 10 år. Uanset hvor succesfuld Tim har været som solist, har der altid stået et særligt magisk skær over hans ungdoms-trio, Dizzy Mizz Lizzy. Bandet, der i sin korte levetid formåede at levere to forrygende album og ganske enkelt at revolutionere den danske musikscene. Aldrig før eller siden har et så hårdt og larmende dansk band med engelske tekster formået at slå igennem i tilsvarende skala her i landet. Myten er ikke blevet mindre af, at Tim, på nær enkelte undtagelser, har holdt sig fra at spille Dizzy-sange som solist.

Fællessang
Det gjorde kun gårsdagens optræden endnu mere spektakulær. Da trioen kom på scenen, lød der et brøl af den anden verden fra salen, og under de fem sange, som bandet nåede at spille, blev der skrålet med, klappet og hoppet i takt i den helt store stil. Ikke nok med, at nostalgibarometeret var i top, så fyrede Tim, Martin og Søren den af på imponerende vis, på trods af at de to sidstnævnte omtrent ikke har rørt deres instrumenter, siden bandet lukkede og slukkede for knap et årti siden. Lyden på Vega var hårdere, fyldigere og mere pågående end på pladerne, og bandmedlemmerne havde ikke glemt de mange skæve synkoperinger og komplekse riffs.

Sorrow is my only friend
Dizzy lagde ud med åbningsnummeret fra "Rotator", up-tempo-rockeren "Thorn in my Pride" og fortsatte med "When the River Runs Dry" fra samme plade. Herefter proklamerede Tim, at det var længe siden sidst, og at der nu kom et nummer, de havde spillet rigtigt mange gange. Herefter lød de indledende toner fra gennembrudshittet "Waterline" – riffet ,som Tim skrev på sin 18 års fødselsdag – hvilket fik det i forvejen tændte publikum helt op at ringe. Herefter skruede bandet for eneste gang lidt ned for blusset. ”Sorrow, hides under the water, Sorrow is my only friend...” indledte Tim hymnen "Silverflame", som publikum kunne udenad og i perioder skrålede alene, så det gav kuldegysninger helt ud i tåspidserne. Efter kun fire numre gik trioen af scenen til et kraftigt og taktfast bifald, der hører til sjældenhederne at opleve. For en kort bemærkning kom trioen tilbage og afsluttede med "Glory".

Et vidnesbyrd om et fantastisk orkester, der, trods enorm succes, havde modet til at stoppe i tide. Aftenens glimt fra fordums storhed forstærkede kun indtrykket af en trio med en helt særlig dynamik og en håndfuld sange, der har bestået tidens test.

Lidt af en aften for Tim Christensen, der i øvrigt under Kim Larsens efterfølgende korte sæt blev kaldt på scenen med sin guitar under selveste "Rabalderstræde".