Det fjerde slag i talentkonkurrencen Starfighters blev vundet af et ungt og karismatisk band med masser af referencer til Pearl Jam
Det blev i år det unge og ambitøse band Surfact, der vandt talent-konkurrencen Starfighters, der bliver arrangeret i et samarbejde mellem Danmarks Smukkeste Festival, MTV, DR P3 og GAFFA.
Vinderen blev kåret på Danmarks Smukkeste Festivals upcoming-scene Den Blå Planet onsdag nat, hvor de 8 deltagende bands, udvalgt gennem de omtalte medier, spillede på festivalens første dag.
De 8 grupper var Kamille, Turpin, Vilhelm, Demons Are Real, Primate Planet, The Burned Out Bandits, The Hors D’Ouevres og Surfact.
Sidste år var det det dansksprogede band Sidste Ambulance, som for nylig har været ”Ugens uundgåelige” på P3, der sejrede, men i år var det altså Surfact, som med den karismatiske sanger Jesper Storgaard, der løb af med sejren. En sejr, der i øvrigt var meget populær blandt publikum.
Dommerkomitéen bestående af en repræsentant fra hver af de nævnte arrangører motiverede valget af Surfact med dets star quality og store udviklingspotentiale.
Andenpladsen gik til Vilhelm, som med sanger og sangskriver Per Vilhelm i front var en positiv tilføjelse til den spirende Americana-scene i Danmark, og nr. 3 blev de fem ynglinge i det energiske pop-punkband The Burned Out Bandits.
Surfact er nu sikret en pladekontrakt til en værdi af 300.000 kroner til indspilning og udgivelse af debutalbummet, spilletid på Danmarks Smukkeste Festivals største scene Bøgescenerne, både som åbningsband i dag torsdag og næste år. Og endelig vandt bandet en fotosession til en værdi af 25.000 skænket af GAFFA. Nr. 2 og 3 vandt en optræden på festivalen på fredag på henholdsvis Rytmehans-scenen og den lidt mindre Den Blå Planet.
Dommerkomitéen uddelte også en række fiduspokaler – i form af champagne – til medlemmer fra bands, der gjorde et særligt indtryk på dommerne.
De gik til følgende:
Bedste guitarist: Claus B. Andersen, The Burned Out Bandits
Bedste trommeslager: Rasmus Valldorf, Vilhelm
Bedste bassist: Steffen Kruchov Madsen, Hors D’Oeuvres
Bedste keyboardspiller: Aske Drost, Demons Are Real