Nyhed

Lampshade-sangerinde optræder solo

RebekkaMaria lufter nyt soloprojekt i Malmö, København og Rønne i denne uge

Som man har kunnet læse her på GAFFA.dk i dansk/svenske Lampshades turnédagbog, så er de et orkester, der ofte er på farten.

Alligevel har frontfiguren RebekkaMaria fundet tid til at arbejde på et soloprojekt, der har koncertpremiere i denne uge. Projektet har fået titlen As In RebekkaMaria og beskrives som "pop med et tvist", der trækker på alt fra Brigitte Bardot og The Knife til Cat Power og Sufjan Stevens.

Første koncert afvikles på Röda Rummet i Malmö, og derefter er der koncerter på Rust torsdag og Raschs Pakhus i Rønne på lørdag, og til alle koncerterne får RebekkaMaria hjælp af nogle Lampshade-kolleger samt Johannes Nidam fra Campsite.


Nidam vil desuden spille op med sit soloprojekt Hero Horns til koncerterne på Rust og Raschs Pakhus.

Der er endnu ikke offentliggjort information om, hvorvidt dette projekt vil udvikle sig til en pladeudgivelse i det nye år.

ANNONCE