Den særegne Århus-gruppe på vej ud i USA og Canada
Billede: Michael Boe Laigaard
– Jeg har lidt svært ved at koncentrere mig om andet, og er meget spændt på – og lidt nervøs for – i aften, svarer Trevor Laroque, a&r-mand (kunstnerisk leder) på det succesfulde indie-selskab Paper Bag Records i Toronto, på spørgsmålet om, hvilke bands han har fået tjekket ud på Spot-festivalen indtil videre.
Stedet er caféen i Musikhuset i Århus, små seks timer før Under Byen indtager samme steds store scene. Det er koncerten, Trevor Laroque har i tankerne. Oprindeligt læste han om Under Byen på nettet, fik efterfølgende rekvireret deres seneste cd "Samme Stof Som Stof" og faldt pladask for bandets lyd og udtryk. Laroque forklarer:
– Jeg blev ved med at spille cd’en på kontoret, og den ene efter den anden kom interesseret op og spurgte ”hvad er det?”, og cd’en blev hurtigt en af vores favoritter. Via Jesper Kaalund (musikalsk dansker bosat i Montreal, red.) kom jeg i kontakt med deres selskab Morningside Records og blev inviteret til Spot. Jeg er primært kommet til Danmark for at se Under Byen og for at signe dem til Paper Bag Records (se nærmere omtale inde i bladet, red.) som vores første ikke-canadiske artist (Paper Bag opererer både i Canada og USA og distribueres via giganten Universal, red.), fortæller Laroque.
Under Byen synger på dansk, tæller otte mand og har en kæmpe live-produktion. De er vel ikke de letteste band at sende på landevejen i Canada og USA?
– De er ikke et band, som skal ud at spille over det hele. Min tanke er at holde det eksklusivt. Strategien er at sætte koncerter op i Montreal, Toronto og New York på relativt små steder. Jeg tror, at det bliver koncerter, som folk kommer til at snakke meget om og efterfølgende vil skabe en slags ”bare-jeg-havde-været-der”-interesse for, hvilket er det bedste udgangspunkt for at udsende plader og sætte flere koncerter op.
Under Byens nordamerikanske kontrakt er endnu en fjer i hatten for det århusianske indie-selskab Morningside Records og selskabets ene primus motor Jesper Majdall:
– Det er selvfølgelig fantastisk, men jeg forventer mig ikke alverden og vil hellere overraskes positivt.