Kvartetten spillede "Sam's Town" for pressen i weekenden
Las Vegas-bandet havde i weekenden inviteret presse og berømtheder til en speciel lyttesession, hvor man for første gang kunne høre deres kommende album "Sam's Town" fra ende til anden.
The Killers, der i 2004 hittede med "Somebody Told Me" og "Mr. Brightside", udsender 2. oktober et af dette års mest ventede albums, og ifølge Billboard er der op til flere sange på albummet, der kan gøre "Sam's Town" til en succesfuld opfølger til debuten "Hot Fuss".
Billboard fremhæver sangene "For Reasons Unknown" og "Read My Mind" som sange, der burde kunne klare sig godt som singler. Det fremhæves dog også, at bandet har forsøgt at gå i nye retninger, og inspiration fra David Bowie, Peter Gabriel og The Verve skulle kunne høres undervejs.
The Killers udsender 18. september singlen "When You Were Young", der allerede nu kan høres på deres webside. Bandet følger udgivelsen af deres kommende album op med en Europa-turné i oktober, som vi må håbe bringer dem en tur forbi Danmark.