Legenden Cheikha Rimiti er død, 83 år gammel
Cheikha Rimiti er død. Den markante sangerinde fra Tessala i Algeriet blev regnet som Raïmusikkens mor. Markant i udtryk såvel som udseende efterlader hun en arv, som nok skal føre til udstrakt hyldest, for hun var en kvinde, der aldrig undlod at sige sin mening og altid var uhyre selvbevidst omkring sin rolle som kvinde i et muslimsk samfund.
Navnet Rimiti fik hun, fordi hun arbejdede på knejperne i havnebyen Oran, hvor Raimusikkens vugge stod. Her ville hun styre alting fra scenen, slagfærdig som få, og når en kunde var tørstig, ville hun råbe sit berømte ”Remettez!!”, som betød ”fyld op”, og tjenerne ville komme ilende med næste drink.
Rimitis status var helt speciel. Da jeg interviewede såvel hende som superstjernen Khaled for dagbladet Aktuelt i 1996, udtalte Khaled, at Rimiti var som en mor for ham og alle de andre unge, som ville livsglæden og friheden. Som dengang i 1950’erne, hvor hun på det berømte plademærke Pathe sang de udødelige linjer: ”Kvinde bliv gift, og bliv så skilt. På den måde opnår du frihed”. Med de ord mente hun, at først skulle en arabisk kvinde gøre sig fri af sin far, og så af sin mand. Det var en singleplade, der gav genlyd i samfundet og siden, da borgerkrigen brød ud i Algeriet, måtte den aldrende dame flygte fra fundamentalisterne til Frankrig.
Alligevel skulle man ikke tage fejl af Rimiti. Hun var troende muslim og var Hadja, altså en muslim, der havde foretaget pilgrimsrejsen til Mekka.
Interview uden ord
Jeg glemmer aldrig mit interview med Rimiti. Hun havde først givet en koncert, hvor den dengang 73-årige dame frækt havde danset hen over scenen i Kanonhallen, forførende hver en mand i publikum. Se hende for jer, en lille gammel kvinde med de markante tatoveringer i ansigtet og øreringe, det sorte hår sat op i en knold i nakken og den hvide kjole. Sammen med hende på scenen var de to fløjtespillere og en pige, der spillede på tamburin og dansede. Og så sang hun løs med sin dybe, raspende stemme.
Efter koncerten ventede jeg i omklædningsrummet og til min forfærdelse var tolken ikke kommet. Ligesom mit arabisk ikke var rigtigt godt endnu. Ind kom damen. Hun satte sig i stolen, så sig i spejlet og greb efter en stor flaske med parfume, som stod på gulvet mellem hendes ben. Den billigste parfume, man kunne forestille sig. Cheikha Rimiti var ligeglad. Et ordentligt sprøjt lige i ansigtet måtte gøre det ud for et bad, og så var hun klar. Men snart fattede hun, at vores samtale mest ville komme til at bestå af enkelte gloser. Så hun fattede en bendirtromme og gav sig til at spille. Omgående gav jeg mig til at klappe på arabisk vis, og hun grinede anerkendende. Så begyndte de to gamle mænd at spille på fløjterne, og så kørte vi løs i et kvarter. Det bedste interview, jeg nogensinde har foretaget.
Efter koncerten stod vi en stribe mænd udenfor i mørket, journalister, scenefolk, lydteknikere, o.s.v., mens Rimiti pakkede, og da hun var færdig, stillede hun os op på stribe, og så fik hver af os et smækkys på munden.
Aktiv til det sidste
Det var for alvor på de mange 45-singler, at hendes ry spredtes i den arabiske verden, specielt blandt de fattige i Nordafrika, for hvem hun var en superstjerne. Og da den nye raimusik eksploderede i 1980’erne, opnåede hun en helt speciel status. Her havde hun klare disciple i Chaba Zahouania, som havde samme dybe stemme, men spillede en opdateret rai og specielt blev kendt for sine duetter med Khaled. Selv blev Rimiti berømt i den vestlige verden, da hun i 1994 indspillede crossoverpladen ”Sidi Mansour” med guitaristen Robert Fripp og Flea, bassist i Red Hot Chili Peppers. I kølvandet på den skive begyndte hendes ry for alvor at spredes i den vestlige verden, og så sent som i sidste uge optrådte hun på spillestedet Zenith i Paris for 4500 fans i forbindelse med udgivelsen af hendes sidste album ”N’ta Goudami”, som er blevet udgivet på selskabet Because Music.
Historien om Rimiti er historien om en dame, der aldrig solgte ud. Og som en kuriøs ende på historien, så spillede jeg med mit band forrige weekend til et arrangement i Politikens gamle trykkerihal til et arrangement, hvor der var mange muslimer til stede. Vi spillede marokkansk-inspireret fusion. Og før vi skulle på, satte jeg en cd på med netop Cheikha Rimiti.
Der gik ikke fem minutter, før der blev klaget. Lydmanden sagde, at nogle publikummer ikke ville høre på pladen, fordi ”der var ord fra Koranen”. Tro mig, det var ikke just Koran, som Rimitti sang på den skive, nærmere det modsatte. Men jeg kunne godt lide klagen. Rimitti – hun var kontroversiel til det sidste.
Æret være hendes minde.
