Nyhed

Allan Olsen fylder 50

Den terrængående sanger og sangskriver runder et skarpt hjørne i dag

Billede: Steffen T. Nielsen

Sangskriveren, sangeren og musikeren Allan Olsen kom til verden 18. marts 1956 i Grønholt syd for Frederikshavn på sin morfars husmandssted. Olsen købte sin første guitar for sine konfirmationspenge af en fyr i Frederikshavn, der påstod, at han var fætter til Donovan! Olsen mærkede en fantastisk udlængsel og følte instinktivt, at guitaren kunne være katalysator for at komme sig ud i verden og få anerkendelse.

Solodebuten finder sted på Hirtshals Kro 22. juli 1976 med forskellig folkinspireret musik, som det var almindeligt på det tidspunkt, hyren var 300 kr. Langsomt begynder Olsen at putte enkelte egne sange ind i de ofte 4 eller 6 x 45 minutter, et spillejob bestod af dengang. I 1983 udgiver Olsen en single, men først i 1989,13 år efter sin live solo-debut, udsender Olsen et album i eget navn. Den smukke plade ”Norlan” med et hold af garvede ”supermusikere”, som skulle komme til at danne grundstammen i bandet Norlan, som spiller med Olsen de næste 5 år.

Med pladen ”Jern” fra 1996 tager musikken et skift. På dette mesterværk eksperimenterer Olsen med irske musikere og irsk sound på en helt ny og anderledes måde. BT’s Jørgen Brønd skiver i sin anmeldelse af pladen: ”Olsen har ikke bare gjort det igen … han har oprettet en hel ny liga for dansk sangskrivning, og han er ganske alene i den liga … Jern bør stå i ethvert hjem lige ved siden af de allerstørste danske forfattere, Bob Dylans bedste og Bibelen.” ”Jern” indeholder blandt andet sangen ”Taberens søn” og ”Wir Will Ein Danmark” og bliver en af Olsens bedst sælgende.


På det næste udspil, den meget afdæmpede og næsten akustiske ”Sange For Rygere” fra 1998, går Olsen igen helt nye veje. Sangskrivningen perfektioneres på dette Dylan-inspirerede album, der igen sætter nye standarder for dansk sangskrivning. Pladen indeholder blandt andet den storslåede autentiske skæbnefortælling ”Ballade om Tårnspringer Thomsen fra Tåstrup/august 68”

De senere år har der været længere mellem studieindspilningerne. I år 2000 fik vi ”Onomatopoietikon,” og i 2004 ”Gæst,” som stort set er indspillet på bærbar computer sammen med Olsens musikalske legekammerat gennem 10 år, multimusikeren Gæst Vincent, der også har lagt navn til pladen. ”Gæst” røg direkte ind på 1. pladsen på den officielle danske hitliste.

Er det ikke blevet til så mange plader de seneste år, har Olsen derimod været flittig på de danske spillesteder. Specielt solokoncerterne har der været mange af, til glæde for både publikum og anmeldere.


Olsen har bebudet flere solokoncerter her i foråret og bandkoncerter til sommer. Herfra skal lyde et stort tillykke med de 50 og alt godt fremover!

Troels Frøkjær er koncertarrangør, skolelærer og mangeårig Olsen-kender. Til efteråret udgiver han en biografi om Allan Olsen, http://www.bogenomallanolsen.dk


Allan Olsens hjemmeside

ANNONCE