Hør ”Ringleader Of The Tormentors” 30. marts
Torsdag 30. marts præsenterer Target Distribution ApS i samarbejde med NatFilm Festivalen og GAFFA et storstilet release party for Morrisseys kommende album ”Ringleader Of The Tormentors”.
Dørene åbnes til Lille Vega kl. 20, hvor man først vil kunne se den flotte koncertfilm ”Who Put The ’M’ In Manchester”. Derefter vil det kommende Morrissey-album ”Ringleader Of The Tormentors” blive afspillet i sin helhed – 4 dage, inden pladen sættes til salg i alle landets forretninger mandag d. 3. april.
GAFFA var heldige at sikre sig et af de meget få interview, Morrissey har givet på verdensplan i forbindelse med udgivelsen af ”Ringleader Of The Tormentors”. GAFFA udsender april-nummeret 30. marts, hvor man kan læse interviewet med den Roskilde Festival-aktuelle kunster, der også pryder forsiden på selvsamme udgave af bladet.
Hele aftenen står på den måde i Morrisseys tegn, og der vil desuden være dj's, der kan stå for underholdning samt mulighed for at få lidt Morrissey-gear med hjem.
Har man ikke mulighed for at besøge Vega 30. marts, fremviser NatFilm også ”Who Put The ’M’ In Manchester” i Århus i samarbejde med VoxHall, der lægger rum til filmvisningen tirsdag d. 4. april.