Kelis kan opleves samme sted i juli måned
Der har kørt rygter om, at amerikanske The Flaming Lips ville dukke op på dette års Roskilde Festival. Det virker dog ikke så sandsynligt længere, da GAFFA.dk nu kan afsløre, at bandet skal spille i Tivolis Koncertsal i København 3. maj.
The Flaming Lips er et usædvanligt fascinerende liveband og blev da også behørigt rost efter deres seneste danske koncerter i henholdsvis Amager Bio og på Midtfyns Festival i 2003. Den texanske gruppe udsender 3. april pladen "At War With The Mystics", og i den forbindelse har The Lips altså valgt at lægge turen forbi Danmark 3. maj til, hvad man må formode endnu engang bliver en stor koncertoplevelse.
Vi kan ved samme lejlighed også afsløre, at det også er lykkedes Tivoli at booke sangerinden Kelis til en koncert 3. juli i deres koncertsal. Kvinden bag omkvædet "I Hate You So Much Right Now!!!" udsendte i 2003 albummet "Tasty", der blandt andet indeholdt singlen "Milkshake", og hun turnerer netop nu i England. Hun er netop nu aktuel med singlen "Bossy", der vil dukke op på hendes fjerde album "The Puppeteer", der udkommer i løbet af foråret.
Billetter til både koncerten med The Flaming Lips 3. maj og til koncerten med Kelis 3. juli kan købes fra på torsdag via Billetnet.