Nyhed

Michael Jackson giver sær optræden

Popstjernen spillede alligevel ikke "Thriller" til World Music Awards

I sidste uge skrev vi om, at Michael Jackson skulle deltage i showet World Music Awards i London, hvor han ville få have overrakt en speciel Diamond Award, der går til kunstnere, der har solgt over 100 millioner plader.

Ved samme lejlighed skulle Jackson optræde med sangen "Thriller", hvilket blandt andet var stort, fordi Jackson ikke har optrådt i England i omkring ti år. Men den omtalte optræden gik ikke helt som planlagt.

I stedet for Jackson var det nemlig sangeren Chris Brown (kendt for hitsinglen "Run It!"), der optrådte med "Thriller", og Jackson deltog i stedet i en version af "We Are The World" sammen med et gospelkor.


Michael Jackson skulle bare synge omkvædet af sangen sammen med koret, men ifølge Reuters havde sangeren store problemer med at nå de høje toner. Efter at han havde kæmpet med sangen i noget tid, blev lyden til sidst taget fra mikrofonen.

Dette hjælper ikke ligefrem teorien om, at Michael Jackson efter en længere pause nu er tilbage i topform og vil flytte til Europa for at sætte gang i et seriøst comeback.

Men Jackson fik dog overrakt sin pris, og det menes, at "Thriller" og Jacksons øvrige plader sammenlagt har oversteget et salg på 750 millioner plader, hvilket gør ham til den mest succesfulde solokunstner nogensinde.


ANNONCE