De maskerede musikere udsender "Voliminal" 5. december
Siden Slipknot udsendte deres tredje album i 2004 har de haft et ganske hårdt turnéprogram, så i slutningen af 2005 besluttede bandet sig for at tage en pause.
Sjovt nok betød det, at frontmand Corey Taylor og guitarist James Root i stedet indspillede en plade med Stone Sour, og derefter tog på verdensturné, og at Joey Jordison tog på turné med Ministry, mens de øvrige brugte pausen til at slappe af.
Men percussionist M. Shawn "Clown" Crahan har som den eneste holdt gang i butikken og har brugt sin tid på at arbejde på dvd'en "Voliminal", der udsendes 5. december.
Til MTV News siger han, at den kommende udgivelse mere er en kunstfilm end en egentlig musik-dvd. Filmen er instrueret af Clown selv, og består af optagelser fra indspilningerne til bandets seneste plade og den efterfølgende turné.
"Det var nødvendigt. Jeg var ikke sikker på, at bandet stadig ville sammen bagefter, og jeg syntes, det ville være en skam, hvis vi ikke lavede optagelser af, hvad der kunne have været bandets sidste dage", fortæller Clown.
Percussionisten indspillede 300 timers materiale skudt med håndholdte kameraer, og går i følge Clown så tæt på bandet, som det er muligt. På dvd'en finder man også liveoptagelser, musikvideoer og interviews.
Han kan desuden fortælle, at flere af bandets medlemmer er begyndt at skrive materiale til bandets fjerde album. Han indikerer, at flere af medlemmerne vil mødes i begyndelsen af det nye år, men siger samtidig, at planerne for at begynde at indspille først sættes i gang til sommer.