36 kendisser optræder i den kommende video til "God's Gonna Cut You Down"
Den amerikanske country-legende Johnny Cash udsendte i sin levetid fire albums indspillet i samarbejde med producer Rick Rubin, og i juli næsten tre år efter hans død, blev det femte album, "A Hundred Highways: American V", udsendt.
Fra det album kommer der 21. november en single med titlen "God's Gonna Cut You Down", og som en hyldest til The Man In Black optræder 36 forskellige berømtheder i den medfølgende video.
På rollelisten finder man bl.a. Iggy Pop, Rolling Stones, U2, Patti Smith, Red Hot Chili Peppers, Jay-Z og Justin Timberlake side om side med skuespillerne Johnny Depp, Dennis Hopper og Chris Rock.
Alle de medvirkende vil bære sort i videoen, der kan ses en lang række steder på nettet 21. november inklusive websiden YouTube.com.