Nyhed

Yo La Tengo sparker røv

Bandet udsender "I Am Not Afraid of You and I Will Beat Your Ass" 12. september og gæster Vega i november

Trioen Yo La Tengo kommer fra Hoboken, New Jersey og har efterhånden eksisteret i 22 år. I den periode har de udgivet en lang række albums inklusive den fremragende "I Can Hear the Heart Beating as One" fra 1997.

Gruppens seneste ordinære album var "Summer Sun" fra 2003, der affødte en turné, der bragte dem forbi Danmark, og nu er de så endelig klar med et nyt album og en turné.

Det kommende album har fået den morsomme titel "I Am Not Afraid of You and I Will Beat Your Ass" og udsendes 12. september. Pladen er produceret af Roger Moutenot, der har arbejdet med bandet siden begyndelsen af 90'erne, og pladen starter og slutter med mere end ti minutter lange guitarbaserede sange.


Yo La Tengo starter deres verdensturné i morgen med et job i Irland og fortsætter derefter til Skotland og England, inden de rykker mod USA og Canada. Men de vender tilbage til november, hvor man blandt andet vil kunne opleve dem på Vega 5. november.

ANNONCE