Nyhed

Scarlett Johansson sang med The Jesus & Mary Chain

Skuespillerinden sang med på "Just Like Honey" på Coachella-festivalen i fredags

Et af højdepunkterne i den fremragende film "Lost In Translation" med Bill Murray og Scarlett Johansson er afslutningsscenen, hvor sangen "Just Like Honey" bruges til at runde historien af på smukkeste vis.

Sangen åbner debutalbummet "Psychocandy" som The Jesus & Mary Chain udsendte i 1985 – det første af seks studiealbum inden deres opløsning i 1999.

I januar offentliggjorde Reid-brødrene, at de ville lade sig gendanne for i første omgang at spille en række festivaljobs. Det første af dem fandt sted i fredags til den amerikanske Coachella-festival, hvor de ifølge NME ud over sange som "Head On" og "Some Candy Talking" også spillede et nyt nummer.


Den store overraskelse var dog, at Scarlett Johansson uden et ord trådte på scenen og sang med på omkvædet til førnævnte "Just Like Honey". Efterfølgende forlod hun igen scenen, og den eneste kommentar hendes optræden fik var ordenene "Var det ikke rart?" fra frontmand Jim Reid.

The Jesus & Mary Chain fortsætter deres festivalturné, der byder på jobs i Spanien, Skotland, Irland og Frankrig i løbet af sommeren.

ANNONCE