Bandet spiller nordiske jobs og tager derefter til både Vancouver og Los Angeles
Surfact får travlt de næste måneder, hvor de skal spille både nordiske og amerikanske koncerter. Bandet udsendte i februar deres debut "Terrific Downfall", og nu prøver gruppen at komme ud over grænsen med deres musik.
I første omgang udsender Surfact pladen i Norge, Sverige og Finland i april, og i samme måned er Surfact det eneste gennemgående navn på den rejsende up-coming-festival Wonderland, der blandt andet byder på fire koncerter i Norge og tre i Sverige.
I starten af maj går turen så til Canada, hvor bandet skal spille to koncerter i Vancouver til New Music West-festivalen, hvor også Funky Nashville, Outlandish og Vincent Van Go Go skal optræde.
Derefter går turen til Los Angeles, hvor bandet skal mødes med forskellige branchefolk, og 10. maj skal Surfact spille en showcase på The Viper Room i Hollywood.
Herhjemme debuterede "Terrific Downfall" på salgslistens Top 30, og bandets anden single og video "Monkey On Your Back" er netop sendt til medierne, hvor P3 har sat sangen i rotation, og Boogie har premiere på den nye video i starten af april.