Nyt avanceret computerudstyr hjælper lydmænd med at begrænse høreskader
For at begrænse høreskader som tinnitus og ondt i ørerne har festivaler som Bork Havn Musikfestival i år valgt at nedsætte lydniveauet. Thomas Mathiesen fra festivalen fortæller til GAFFA: ”Vi beskytter vores frivillige, og vi beskytter vores publikum, og så signalerer vi til myndigheder mv., at vi har en holdning til det her.”
De lydfolk, som ankom festivalen, der sluttede lørdag, fik stillet et avanceret computerudstyr til rådighed, og festivalen accepterede ikke et lydniveau i det store telt på over gennemsnitlig 102 db. i en periode over 15 min. Dette betyder ifølge Thomas Mathiesen, at ørets belastning halveres i forhold til de bands, der traditionelt spiller rigtig højt, som f.eks. Nephew, hvis lydfolk, ifølge Thomas Mathiesen, får direkte besked på at skrue ekstra højt op.
Forsøget sker i samarbejde med Festival Danmark, og også Roskilde Festival har afprøvet systemet på enkelte scener i år. Lydbegrænsningen på gennemsnitlig 102 db. indføres i øvrigt fra næste år via et arbejdsmarkedsdirektiv fra EU.
Bork Havn Musikfestivals lydmænd har ifølge Thomas Mathiesen taget rigtig godt imod det nye forsøg.